Jurassic World: Fallen Kingdom

Man skulle ikke tro det.

Men den fjerde film i rækken af halvgode og heldårlige fortsættelser til Steven Spielbergs bidske dino-thriller er ikke bare forrygende god underholdning – den fører faktisk serien videre.

Jurassic World brugte meget snedigt publikums nostalgi for originalen som både et salgstrick og afsæt for handlingen. En forlystelsespark med genopstandne dinosaurer. Hvad kunne dog gå galt?

Alt, selvfølgelig.

Ligesom samme års Star Wars: The Force Awakens var historien i store træk den samme som i oprindelige film. Og dermed er denne opfølger i en interessant situation, fordi de to første fortsættelser, der begge handlede om at vende tilbage til øen efter katastrofen, var dino-bæ af varierende konsistens.

Spielberg instruerede selv den livløse The Lost World, adventure-instruktøren Joe Johnston stod for den tandløse treer, og ingen af dem gjorde det spændende at se mennesker blive jaget af dinosaurer.

Men i Jurassic World: Fallen Kingdom bjærger J.A. Bayona de bedste idéer fra forgængerne og føles som seriens første oprigtigt gode film i 25 år.

Øen Isla Nublar trues af et voldsomt vulkanudbrud, der vil udslette hele dinosaurbestanden. Den tidligere parkleder Dr. Claire Dearing kæmper af et naivt hjerte for at redde fortidsøglerne og tager taknemmeligt imod hjælp fra en privat velgører.

De kan redde nogle eksemplarer ud, får hun at vide. Nok til at føre arterne videre.

Der er ikke sket meget for kønspolitikken siden Jurassic World, der ellers fik feminister på nakken, fordi Bryce Dallas Howards Claire beholdt sine høje hæle på – selv når hun løb fra kødædende dinoerne gennem junglen.

Da vi første gang får et glimt af hende, er det selvsamme høje hæle, der fylder lærredet. Og da vi første gang ser Chris Pratts macho-mand Owen Grady, bygger han en træhytte i skoven med de bare næver.

Det er et udmærket praj om arbejdsfordelingen, når først planerne begynder at gå i vasken på Isla Nublar. Stol aldrig på en pludselig håndsrækning fra en mangemillionær.

Efter en lidt sløv start får man omtrent som bestilt, når man løser billet til en dinosaurfilm. Hverken Pratt eller Howard ligefrem brillerer i hovedrollerne, men Bayonas action er lige så hektisk og forpustet som i hans tsunami-film The Impossible, og så krydrer han blockbuster-spændingen med seriens vante blanding af gys og kæk humor.

”Hvis jeg ikke kommer tilbage,” formaner Chris Pratt sin ekskæreste Claire inden en farefuld mission, ”så husk på: Det er dig, der fik mig til at komme!”

De skælmske dinosaurer har det med at gemme sig lige bag karaktererne, oplyst af et pludseligt lysglimt og væk igen, inden deres bytte når at vende sig om.

J.A. Bayona er mere legesyg i instruktørstolen end Colin Trevorrow, der stod bag den forrige film. Instruktøren krydrer den lidt maskinskårne redningsaktion – Trevorrow er stadig med som manusforfatter – med svimlende, ekvilibristiske optagelser. Særligt en langstrakt, uafbrudt optagelse i et synkende køretøj er klaustrofobi på Gravity­-niveau.

Selv i sine værste film leverer Steven Spielberg altid en eller to scener, der sætter sig fast på nethinden.

J.A. Bayona gør ham kunsten efter og malker også vulkanudbruddet på øen til at skabe storladne dommedagsbilleder. Det er stærkt og sørgmodigt, da en ædel langhals, den sløve planteæder, der fik Sam Neill til at tabe masken i den første film, bliver opslugt af vulkanaske.

Med John Williams’ udødelige kendingsmelodi i baggrunden er ikke et øje tørt!

Sådan får filmen alligevel skovlen under publikum. Også når man sidder med fornuftigt krydsede arme og undrer sig over, hvorfor de vil redde dinosaurerne, som har det med at bide hænderne, der fodrer dem.

Men der ville ikke være meget katastrofefilm over det, hvis alle opførte sig fornuftigt. Længe leve dumheden!