Justin Bieber’s Believe

Justin Bieber er talentfuld. Som treårig kunne han holde en trommerytme, mange voksne ville misunde, og som trettenårig blev han headhuntet af manageren Scooter Braun. Og så arbejder han bagdelen ud af sine usandsynligt lavt hængende bukser. Om resultatet er god smag, kan man så diskutere.

I hvert fald har instruktøren Jon M. Chu (Step Up 3D, G.I. Joe: Gengældelsen) lavet hele to film om det nu nittenårige popfænomen.

I 2011 fik vi Never Say Never om Biebers rejse fra ukendt, canadisk charmetrold, der er opvokset med en enlig mor, til international popstjerne. Vi fulgte Bieber fra hans amatør YouTube-videoer i 2007 til det daværende højdepunkt i karrieren: En udsolgt koncert i Madison Square Garden i 2010.

Justin Bieber’s Believe har præcis samme opbygning som forgængeren. Omdrejningspunktet er en koncert i Miami på den verdensomspændende Believe-turné. Mellem optagelserne fra et udstyrsstykke af et show – med englevinger lavet af instrumenter og kranture over publikum – møder vi kredsen af professionelle branchefolk, der er med til at holde Bieber-maskinen kørende.

Men hvordan retfærdiggør man at lave endnu en film med næsten identisk koncept, to år efter den første kom ud? Instruktøren Jon M. Chu er denne gang belejligt nok også blevet hyret til at designe turnéen – og Biebers eget produktionsselskab står bag ”dokumentaren”.

Som manageren Scooter Braun siger i filmen: ”Jon har et problem med at sige nej til Justin.” Og det bærer filmen præg af. Hvad vi får, er halvanden times reklamefremstød for vidunderbarnet Justin Bieber.

Det bliver nemlig aldrig rigtig farligt. Publikum bliver på plakaten lovet en film, der kommer helt tæt på stjernen og fortæller den sande historie, men der er aldrig noget på spil.

Ikke en eneste gang bliver hans omtalte forhold til Disney-darlingen (og senere bikini-babe i Harmony Korines syrede Spring Breakers) Selena Gomez nævnt. Der er heller ikke et ord om dengang, han kastede op på scenen. Eller hans umættelige behov for at smide trøjen.

Men ét er at se på filmen fra et voksent perspektiv. Skal man grave sin indre teenagepige frem, vil hun også være skuffet. Der er simpelthen for lidt Justin Bieber i filmen om Justin Bieber.

Lange sekvenser består af producere, managere og andre folk fra Bieber-imperiet, der leverer klicheer som: ”Musik er det, der bringer os sammen” og ”livet er en rejse, som skal beskrives undervejs”.

Der er også utallige frekvenser med fansene. Som i første film ser vi manager Scooter Braun liste rundt inden koncerterne og dele fribilletter ud til hungrende fans.

Fans, der takker med skrig, gråd og replikker som: ”Det er det vildeste, der er sket i mit liv!”

Det er da rørende, når det brunøjede hunk krammer en kræftsyg, seksårig fan i sine tatoverede overarme og dedikerer sine sange til hende. Men det bliver for sukkersødt og for meget af det gode, når han sidder og snøfter og fortæller, han elsker hende.