Kæledyrenes hemmelige liv

Hvad laver kæledyr, når deres ejere er taget på arbejde eller i skole? De roder sig selvfølgelig ud i hæsblæsende biljagter gennem New York, dunkle banderitualer i kloakkerne og vilde plyndringstogter på en pølsefabrik.

Sådan er det i hvert fald i Kæledyrenes hemmelige liv, der afslører den del af kæledyrenes liv, som menneskene aldrig får at se.

Vi møder hunden Max (Anders Matthesen), der er på den grønne gren. Han bor hos Katie (Neel Rønholt) og har det så godt, som nogen hund kan have det. De andre hunde ser op til ham, og hans ejer elsker ham.

Men en dag kommer Katie hjem med Duke (Amin Jensen), en stor, lodden hund fra internatet. Max er ikke klar til at dele opmærksomheden, og en konflikt mellem ham og Duke sender dem ud på et vildt eventyr, hvor de må slutte fred for at finde hjem og blive genforenet med deres ejer. Som selvfølgelig elsker dem begge.

Lyder det ikke, som noget vi har set før?

Kæledyrenes hemmelige liv fremstår på en lang række punkter som en gentagelse af Pixars Toy Story – fra idéen om at, vi ikke ved, hvad vores kæledyr (eller legetøj) laver, når vi er væk, til den grundlæggende dynamik mellem de to hovedpersoner, hvor den nye laver rod i hierarkiet. Max og Duke er de rene Woody og Buzz, og Katie er selvfølgelig Anders. Kæledyrenes hemmelige liv har endda også en gravhund, der til forveksling ligner Toy Storys Slinky. Bare uden fjederen ...

Der er ikke tale om kopi eller ufine metoder.

Kæledyrenes hemmelige liv trækker på nysgerrigheden efter at vide, hvad, der foregår i hovedet på de dyr, vi omgiver os med. Men desværre gør Chris Renaud (Grusomme mig) og debuterende medinstruktør Yarrow Cheney det temmelig uopfindsomt.

Kæledyrenes hemmelige liv er ellers flot animeret og produceret. New York tager sig ud som et opstadset kæledyrsparadis, mens hunde- og katteejernes lejligheder ligner de unikke og velinrettede hjem, der kun findes i sitcoms.

Men når vi kommer helt tæt på dyrene og får savl, pels og snuder helt op i fjæset, fungerer det virkelig godt. Karakterdesignet er lækkert, og selvom dyrene er cartoony, er de ikke mere antropomorfe, end at de også må adlyde deres instinkter. Et par gange med store mængder tis til følge.

Filmen har ikke meget historie at fortælle, og den grundlæggende pointe har man fattet på mindre end en halv time. Så instruktørparret propper de 90 minutters spilletid med en stribe actionscener (biljagter, kung fu-kampscener, nogle eksplosioner og et par prison breaks).

Bifigurer er der nok af, måske endda for mange. Der er den yndige hund Glitter (Christiane Schaumburg-Müller), som af bar forelskelse i Max tager på et storstilet redningstogt. Der er den nuttede forbryderkanin Snefnug (Mick Øgendahl), den tykke kat Chloe (Trine Dyrholm), den lamme blodhund Basse (umiskendeligt Jacob Haugaard), buldoggen Mel (Uffe Holm) og mere end en håndfuld andre figurer.

Kæledyrenes hemmelige liv er en fortælling om at finde hjem og om at finde venner.

Ligesom Buzz og Woody i Toy Story går Max og Duke fra at prøve at slå den anden ud af deres ejers liv til at indse, at de faktisk har brug for hinanden. Måske er det slet ikke så dårligt, at han nogen at dele ventetiden med, indtil Katie kommer hjem, og døren går op.

Det kommer der masser af gak og løjer ud af, men desværre ikke en eneste mindeværdig replik. Kæledyrenes hemmelige liv er for meget skødehund og for lidt vilddyr.