Kængurumysteriet

Ved første øjekast virker det som en joke.

Atten kænguruer er blevet stjålet fra forskellige danske ejere. I ægte true crime-stil drager en ung journalist ud for at finde kænguruerne, men efterhånden farer han vild i dyresmuglernes hemmelighedsfulde og voldelige underverden.

I det første afsnit af DR2-dokumentaren Kængurumysteriet er det svært at vide, om der skal grines eller grædes, når journalisten Stefan Jørgensen sporer pungdyr med et nervøst smil på læben og et naivt blik i øjnene.

Stemningen er let, og seriens dystre, sort-røde introsekvens ligner en parodi på de mange serier om virkelighedens forbrydelser, der pumpes ud på streamingtjenesterne.

Altid velklædte Stefan Jørgensen virker også selv som en parodi på den forundrede storbyjournalist, der på trods af sin Kolding-accent er fish out of water blandt provinsens skæve eksistenser.

Og så spiser han avokadomadder. En i provinsen berygtet storbyspise, som serien meget gerne vil gøre os opmærksom på med op til flere nærbilleder.

I det hele taget er det et spøjst valg, at Stefan Jørgensen selv fylder så meget, som han gør i dokumentarserien.

Han er ganske karismatisk og umiddelbart en grundig journalist, men det store fokus på ham giver fra start en fornemmelse af, at serien ikke tager jagten på de australske pungdyr særligt alvorligt.

Kængurumysteriet føles snarere som en slags mockumentary, en fjollet miniudgave af sidste års gigantiske Netflix-hit Tiger King. Men efterhånden som flere af de bestjålede kænguruejere deler ud af deres sorg, går alvoren op for både journalisten og seeren.

Inger og Charles Bach i Bjerringbro er grædefærdige bare af at tale om tyveriet. En anden kænguruejer finder et frossent lig af en kænguru-unge frem fra sin kummefryser. Den faldt ud af pungen, da moren blev kidnappet.

Da turen kommer forbi et bestjålet fuglebur, holder de sørgende, efterladte fugles infernalske skrig hurtigt op med at være komiske. ”Hvis du går ind til dem nu, så skal du regne med at miste en finger,” siger den midtfynske fugleejer.

I løbet af de første par afsnit forvandler serien sig klædeligt fra selvoptaget udnyttelse af dyreentusiasternes sorg til en passioneret og til tider gribende jagt på kænguruerne.

Og gudskelov bliver Stop den lille kænguru-sangen ikke spillet en eneste gang!

Opklaringsarbejdet er nemt forståeligt med pædagogisk, detektivagtige papirsedler, der streges ud, efterhånden som sporene krydses af, og vi kommer tættere på gådens løsning.

Men titlen på programmet viser sig at være passende, for det er virkelig et mysterium, hvem der gider stjæle de små dyr. De er ikke særligt mange penge værd og kan alligevel ikke afsættes sikkert i Danmark.

Det er det eksotiske dyrenetværk alt for småt og sladrende til.

Jagten bringer os tæt på vidunderligt nørdede eksistenser fra det lille niche-samfund i Danmark og sågar Holland – kængurusælgerens mekka. Dyreeksperten Michael O. Jørgensen bliver Stefans mere hårdnakkede makker, og hans godmodige attitude og erfaring med det private zoologiske Danmark er et frisk pust til serien.

Mest fascinerende bliver det, da sløret løftes for en lyssky verden af dyresmuglere.

Selv om udtrykket ”den jyske dyremafia” slynges ud af Michael over en fugtig pølsevognshotdog, er det ikke nogen joke, men en reel trussel for dyreelskere.

Det er et fascinerende indblik i en fuldstændigt fremmed verden af pungdyr, parakitter og pytonslanger, som få ville regne med at finde i danske haver.

Desværre fortsætter seriens selvoptagethed, også efter jagten på kænguruerne for alvor stikker af, og Stefan Jørgensen bliver persona non grata i Hollands dyreverden.

Selv her, hvor der er mest på spil, skal vi af uforståelige årsager stadig bruge tid på at se samtlige måltider i nærbillede og være vidner, når han brænder sig på sin mad og siger ”av, den er varm!”

Som har man lyst til at råbe: ”Hvad fanden laver du?! Der er kænguruer, der skal reddes!”