Kærlighedens superhelte

De mødes tilfældigt midt i et voldsomt regnskyl i Rom.

Han er fysiklæreren Marco, en mand til formler, regelmæssighed, rationalitet, faste forhold og regler.

Hun er Anna, en vordende tegneserieskaber, skælmsk spontan, åbenhjertelig impulsiv og åbenbart mest til engangsknald.

De indleder et forhold og forelsker sig heftigt, imens hun opfinder og udvikler sin tegneserie Kærlighedens superhelte, som bliver en større og større succes.

Serien kommenterer og forudser de tos omtumlede forhold. Med op- og nedture som et samtidsspejl af alle moderne parforholds almene følelser og absurde fornuft.

At overleve tosomheden er hendes og filmens idé om at være superhelte.

Kærlighedens superhelte lægger hurtigt ud med en montagestil, hvor scener hopper i tid og sted, samtidig med at parrets venner også får stemmer i handlingen.

”Bricolage” hedder det på fransk at danne en art collage, som ikke overholder dramaets traditionelle opsætning med en kontinuerlig begyndelse, midte og slutning.

Italienske Paolo Genovese, som i 2016 fik en veritabel verdenssucces med venskabsfilmen Perfect Strangers, behersker et langt stykke ad vejen denne springende stil.

Man er aldrig rigtigt klar over, hvor vi er i fortællingen, og hvor parrets udviklinger fører os hen. Mod den hidsige skilsmisse eller heftige scener ud af et ægteskab?

Samtidig får vi alle aspekter af parforholdet.

Forelskelsens beruselse, den besværlige kærlighed, den irrationelle jalousi og de skæbnesvangre sidespring. Skam og skyld, sex med din eks, få børn eller ikke, graviditetens glæder og sorger og middage med venner og andre mænd og kvinder.

Det sidste er der mange af i denne lækre italienske middelklasse, som både er velklædt og veltalende i et såre smukt Italien. Ud over Rom kommer vi til Milano og marokkanske Marrakesh. Under et af parrets mange kriser bor Marco sågar hos en dansk blondine på en husbåd i det vintersmukke København.

Samtidig bliver den sprælske Anna en ombejlet medieheltinde med sine striber om to, som elsker hinanden, men gør hinanden fortræd. Især da det biologiske ur tikker, og alle andre end Marco og Anna får børn.

Midt i det hele – som en slags indspark – får vi en nærmest Herman Bang-agtig historie om Marcos ekskæreste, som han forlod brat på grund af Anna. Det er hjertekirurgen Pilar, som spilles med sordin og ømhed af Greta Scarano.

I starten er alt charmerende fortalt og iscenesat med energi og elegance. Men det bliver mere og mere anstrengt forvirrende, fordi man selv skal finde hoved og hale i affæren. Er det, man ser, noget fra tegnebordet eller skinbarlig virkelighed?

Det er spøjst i starten, men siden bliver det en smule enerverende og til sidst decideret trættende.

Selv om filmen vil fortælle om livet og kærlighedens flygtighed og kviksølvagtige substans, skal der være lidt for os fastholdere, der skal følge med og tage stilling til brevkasseproblemerne fra det intime liv.

Værre er, at Kærlighedens superhelte mod slutningen vil tages mere alvorligt end et koket livstilslystspil om tegneseriens løsslupne lommefilosofi versus parlivets barskere realiteter.

Begge hovedpersoner har symptomer på bekymrende sygdomme, og det strammer komediens skruer i retning af tragedien.

Men da instruktøren ikke har fulgt den klassiske udviklingskurve fra start til slut, bliver det tragiske mere ligegyldigt end nødvendigt.
Marco og Anna skal pludselig træde i karakter tilsat en svulstig sentimentalitet, som filmen ellers før har forsvoret.

De glimrende skuespillere, Alessandro Borghi og Jasmine Trinca, gør helhjertet, hvad de kan for at redde filmens narrative U-vending.

Det lykkes ikke helt.