Kagefabrikken

Dansk film er slet ikke så homogen en størrelse, som den ofte bliver skudt i skoene. Alligevel føles Kagefabrikken som noget helt anderledes.

Filmen har en tone placeret i et krydsfelt mellem kulsort humor og endnu mørkere tragedie. Det kan man jo sige om mange film, men Kagefabrikken overrasker på måder, som ikke er set før i dansk film.

Det er en både ujævn og underskønt provokerende stikpille, der smutter mellem fingrene på én som en af de sukkerbomber, filmens kagefabrik producerer.

Den satiriske komedie er centreret omkring familien Agger, der driver kagefabrikken Borgsø. Fabrikken er på randen af konkurs, og da familiedynastiets patriark Niels er gået i hundene, henter hans kone Else datteren og svigersønnen hjem for at hjælpe med at komme tilbage på ret køl.

Niels får dog livslysten tilbage, da han forelsker sig i kagefabrikkens irakiske rengøringskone Zeinab. Derefter bevæger filmen sig ud ad mere og mere underholdende vildveje, mens man som publikum er lige dele rundforvirret og opløftet.

En perlerække af danske skuespillere giver filmen dirrende liv med præstationer, der får plads til at bevæge sig ud i det absurde.

Nicolas Bro gør brug af hele sin fysik som Niels. Han går med hud og hår ind i det nye forhold med muslimske Zeinab, som også hjælper ham med at udbrede den danske kagefabrik i den arabiske del af verden.

Emma Sehested Høeg og Andreas Jebro spiller henholdsvis datter og svigersøn, der vælter ind ad døren og leverer et hav af smarte salgstaler om at forny familievirksomheden.

De vil lancere en ny slankekage, men bliver altså overhalet indenom af entreprenante Zeinab. Svenske Bahar Pars spiller rollen med usvigeligt overskud og et glimt i øjet, mens altid herlige Tina Gylling Mortensen er fornøjelig som Else, der har svært ved at finde en grimasse, der kan passe.

Zaki Youssef er lårklaskende morsom som Zeinabs bofælle, der tager røven på Niels ved at påstå, at han er hendes fætter, som hun blev tvangsgift med som niårig.

Scenerne udspiller sig i deres helt eget tempo og med en livgivende uforudsigelighed.

49-årige Christian Lollike har på de skrå brædder gjort det til sit varemærke at stikke fingeren ind i de åbne sår, der er allermest betændte. Dramatikeren har de seneste tyve år lavet teaterstykker om så sprængfarlige emner som terror og voldtægt, mens hans filmdebut på overfladen er noget lettere.

Lollike skrev Kagefabrikken som teaterstykke i 2013, og det er blevet sat op på både Det Kongelige Teater og Aarhus Teater, hvor Lollike i en årrække var husdramatiker. Filmen har Lollike skrevet sammen med unge Sigrid Johannesen med en ambition om at ”prikke til danskernes fremmedangst og den fremadstormende sundhedsfanatisme”.

Det lykkes takket være et skiftevis underspillet og fabulerende filmsprog, der lader de overdrevne hændelser smelte lydefrit sammen med en nogenlunde genkendelig, dansk virkelighed.

Fotograf Manuel Alberto Claro, production designer Rikke Tvilum og komponist Jonas Struck er blandt stemmerne i den spraglede kakofoni af filmarbejdere, der har været med til at forløse Lollikes vision.

Det er faktisk lykkedes at holde fast i fortællingens teaterblod i overførslen til det store lærred. De kreative tanker får lov til at udfolde sig frit uden at blive holdt nede af en dramaturgisk spændetrøje, som ofte begrænser den filmiske fantasi.

En vild omgang flødeskumssex og den arabiske tv-station Al-Jazeera på besøg til et indslag om polygami i et dansk forstadshjem er bare et par af de sprælske handlingstråde, der giver filmen en pulserende nerve.

Det er ikke en film, der giver ved dørene. Kogt ind til essensen handler den nok om at være åben over for alt, men enhver vil med god ret kunne tolke sig frem til andre konklusioner.

Netop den drilske dobbelttydelighed gør Kagefabrikken til et uimodståeligt bekendtskab.