Kamikaze

”Ikke bare godt, men perfekt,” siger nittenårige Julie om sit liv for bare et år siden. 

Dengang levede den velhavende, unge kvinde en sorgløs eksistens i whiskybæltet. Hun var influencer, der pralede af liebhavertilværelsen på slægtens kæmpestore palæ fyldt med kunst, dyr sprut og designertøj. 

Det var før flyulykken, der kostede hele hendes familie livet og sugede hende ind i en dyb, eksistentiel krise. 

Med røven fuld af penge og motiveret af dødsdrift beslutter hun sig for at komme på så mange flyture som muligt. Derved øger hun risikoen for at styrte ned, og hun føler sig mere forbundet med dem, hun savner. 

Hendes indirekte selvmordsforsøg er makabert, men også en dekadent måde at tilføje eksotiske destinationer til det, der ender med at blive hendes dannelsesrejse. 

Således kan man læse fortællingen som en dansk pendant til Hollywood-film som Wild og Eat Pray Love, der også bruger eskapisme til at skabe et malerisk bagtæppe og som redskab til at bearbejde en persons svære sindstilstand. 

Marie Reuther er fremragende i hovedrollen som den unge Julie. Både som krøltoppen iført glitrende balkjoler og senere som den kronragede kvinde på randen af fornuft er hun en fysisk manifestation af sin karakter. 

Hun puster liv i Julies inderlighed og hendes privilegerede, nogle gange egoistiske væremåde. 

”Fly till I die – go to gate,” står der på afrejseskærmen i lufthavnen. Det er et af seriens innovative visuelle greb, der formidler Julies dødsdrift. Andre gange bruges mere klassiske greb som montage og flashbacks. 

Som en rød tråd afslører de enkelte sekvenser, hvordan Julie ender med at sidde i ørkenen med et håndholdt kamera efter et flystyrt, hvor hun fortæller sin historie. 

Som visuel oplevelse er Kamikaze i instruktør Kaspar Munks hænder en sand fornøjelse. 

Når hovedpersonen læser en sidste hilsen fra sin far, går hendes verden bogstavelig talt i stå. Scenen sænker farten til en ekstrem slowmotion, ja, nærmest stilstand. Kun hendes vilde, krøllede manke og blå pelsjakke blafrer i vinden. 

Uanset hvor hun befinder sig, er omgivelserne så smukt fotograferet, at det er som at bladre igennem et livsstilsmagasin. 

Selv når hun sidder i ørkenen iført rød læderjakke og med ansigtstatovering, barberet isse og sår i ansigtet, er hun som taget ud af en dyr parfumereklame. 

Undervejs insisterer Julie på, at hun er undergået en markant personlig udvikling, men der er minimal forskel på den forkælede overklassepige før og efter familiens død. Hun er stadig ligeglad med de mindre bemidlede mennesker, hun møder på sin vej og behandler som tyende. 

Det rører hende ikke, når hendes sydamerikanske elsker ChavoXX bliver skudt af lokale gangstere, og hun ved intet om håndværkeren Krzysztof, som hun manipulerer med og får isoleret fra hans familie hjemme i Polen. 

Serien er samtidig fyldt med endimensionelle og stereotype skikkelser, som vi aldrig rigtigt lærer at kende. 

Hun har en affære med en sydkoreansk olympisk skiløber, hvis præstation aldrig er god nok i forældrenes øjne. Hun er venner med en forfængelig, evigt liderlig bøsse og en brun kvinde, der ingen replikker har i serien. 

De reduceres alle til eksotiske frelsere, der eksisterer for at tjene den hvide, heteroseksuelle, privilegerede kvinde og står model til hendes luner. 

Alt dette kunne være knyttet sammen med et skarpt blik på den usmageligt forkælede hovedperson. 

Men manuskriptforfatter Johanne Algren og Annette K. Olesen (som forlod projektet kort før optagestart, men havde arbejdet på serien i flere år) forholder sig uhyggeligt ukritisk til hovedpersonen og hendes egocentriske fortælling. 

Chancen for at male hende som en antihelt på linje med Laura Linneys Wendy Byrd fra Ozark bliver forpasset. Under seriens funklende overflade finder man ikke den livsvisdom og nuancerede fortælling, som tilsyneladende har været hensigten med Kamikaze.