Kapgang

”Love hurts, love scars, love wounds and marks,” vrænger Nazareth 70'er-patetisk ud af højtaleren på den lille kassettebåndoptager, der hænger og dingler i Martins hånd, mens han frejdigt og uvidende cykler hjem fra kapgang.

På cykelturen oplever vi parcelhusbyen, Sønder Omme anno 1976. Og sangen bliver et tematisk forvarsel om det drama, der skal til at udspille sig. For overalt i landsbyen flages der på halv. Det er først, da Martin, som står til at skulle konfirmeres, ankommer til rødstensvillaen og Lizzi (Sidse Babett Knudsen), hans mors bedste veninde, grådkvalt modtager ham, at sandheden går op for ham. ”Din mor er død, Martin!”

Så er stemningen ligesom sat.

Niels Arden Oplev er vendt hjem til Dannevang, vendt hjem til sin – og forfatteren bag forlægget Morten Kirkskovs – jyske barndom, hjem til udgangspunktet, på alle måder.

Resultatet er svært at være ked af, men det er også svært for alvor at engagere sig i.

Tidsbilledet og iscenesættelsen sidder i skabet, alting let brunligt, henfalden og grynet, som morfars gamle lysbilleder. Kostumer og frisurer emmer af tiden. Ungdomsdramaet – den til tider følsomme, til andre tider groteske coming of age-fortælling – filtreres gennem erindringens nostalgiske tristesse og selvironiske overbærenhed, men synes ikke for alvor at pege nogen steder hen. Ligesom kapgangen, som Martin går til. Den giver ikke rigtig nogen mening – hverken symbolsk eller konkret. Det må være en skæv, autobiografisk detalje.

”Nu er vi tre voksne, der må tage ansvar for os selv,” siger faren (Anders W. Berthelsen), der ikke magter at tage ansvar for noget, til Martin og broren. Og så skal Martin stå på egne ben. Martin lader dog ikke til at være synderligt berørt af sin mors død. Og det bliver man som tilskuer egentlig heller ikke.

Anders W. Berthelsens ferske fjæs lagt i knudemandens ynkeligt bedrøvede folder hjælper ikke. Og den introverte bror, der hele tiden går med morens solbriller og ligner en Michael Strunge in spe, er en karakter, der simpelthen er for karikeret til, at man føler noget som helst for ham. Til gengæld er han øjensynligt den eneste i Jylland, der taler jysk.

Vi ved godt, at Martin undertrykker sorgen, og da begravelsen omsider indfinder sig, kammer Martin og skuespiller Villads Bøye over i en faktisk rørende scene. Men han har selvfølgelig også lige fået at vide af sin første kærlighed, Kristine, at han ikke kan få et rigtigt kys, før han har sørget ordentlig over sin mor, som en rigtig voksen.

Et sådant sødt-sjovt-ironisk indspark, som synes at være obligatorisk i et dansk drama, sår tvivl om Kapgang. Er Martins sorg oprigtig, eller vil han bare have noget på den dumme? Skal vi grine, eller skal vi græde?

Tragikomisk er det dog, når Martin ikke forstår, hvad folk mener, når de siger ”jeg kondolerer”, og siger det til sin skolekammerats mor.

De unge skuespillere er momentvis rigtigt gode, når følelserne får lov til at råde. Men i alt for mange scener føles det, som om de bare blankt gentager det, de lige er blevet bedt om at sige af instruktøren.

Martin øver sig flittigt på den kønslige omgang med bedstevennen Kim. De gnubber på sig selv og hinanden, og Kim tager Martin med op til den ikke så lidt lumre og nærmest psykopatiske Pelle – David Dencik i en mærkværdig, pædofil birolle. Martin er åbenlyst forelsket i Kim, men Martin er også – måske lidt pligtskyldigt – forelsket i Kristine, og måske er det i virkeligheden den største tragedie i Kapgang: At de to drenge har svært ved at gribe homoforelskelsen.

Om det er en pointe, filmen ønsker at formulere, er svært at blive klog på. I det hele taget er det svært at gennemskue, hvad filmen ønsker at fortælle.