Kapringen

”Jeg elsker dig,” nærmest sprutter skibskokken Mikkel ind i telefonrøret, og man ved, at han mener det. De tre slidte ord har sjældent føltes så ægte i en dansk film.

I månedsvis har Mikkel og den øvrige besætning på fragtskibet MV Rozen været i somaliske piraters vold. De har pisset og skidt i en spand og stiltiende måttet acceptere deres fangevogteres dominans uden at vide, om de var købt eller solgt. Besætningen er dog kommet tættere på de tynde, voksne drenge med Kalasjnikov-riflerne. De har fanget en ordentlig fisk og holdt fest – knyttet bånd på tværs af sprog og det ulige magtforhold imellem dem. De aner et håb.

Vi er et stykke inde i Tobias Lindholms Kapringen, da Mikkel får lov til at lave det velgørende opkald hjem til sin kone i Danmark. En stormflod af lykke løber gennem ham – blot for at blive til ren desperation, da afrikanernes engelsktalende forhandler overtager satellittelefonen. Fortæl rederiet, at de skal give os pengene, eller din mand dør! Et stik går gennem hjertet på Mikkel og senere også på rederidirektøren Peter C. Ludvigsen hjemme i Danmark, da et bestyrelsesmedlem på venlig, men umisforståelig vis forklarer, at bestyrelsen kun kan give ham en måned mere til at få lukket forhandlingerne om en løsesum.

Ikke ulig Lindholm og Michael Noers fælles første spillefilm R er Kapringen en intens fortælling om almindelige mænd i en ekstrem situation.

Både Mikkel på Det Indiske Ocean og Peter med jakkesæt og slips i de grå, professionelle kontorlokaler er fanget i en psykologisk skruetvinge, nøjagtig som R’s Rune var det på bunden af hierarkiet i Horsens Statsfængsel. Deres frie viljer er sat ud af kraft, og de kan kun agere i det meget lille råderum, gidseltagerne giver dem.

Som i fængselsfilmen skaber Magnus Nordenhof Jøncks dokumentariske kamera en fortættet atmosfære. I R så vi ikke fængslet ude fra før rulleteksterne, og her ser vi kun én gang MV Rozen, mutters alene i Det Indiske Ocean. Ellers forlader vi aldrig direktionsgangen og skibet. Vi er på foruroligende vis up close and personal i et bidende kammerspil, der ganske vist er fattigt på ydre drama – Mikkel er ingen knivstikkende Steven Seagal – men rig på psykologisk spænding. Hver gang røret smækkes på under forhandlingerne, kryber magtesløsheden effektivt ind under huden.

At Tobias Lindholm har drejet sin svære anden film over et så aktuelt fænomen, gør kun Kapringen ekstra nærværende og vidner om instruktørens næse for den velresearchede virkelighedsgengivelse. Forhandlerne kan for eksempel ikke bare give piraterne de femten millioner, de kræver. Det vil kun give dem endnu mere blod på tanden, forklarer sikkerhedsrådgiveren. Og det styrker kun troværdigheden, når ordene kommer fra den uprøvede Gary Skjoldmose Porter, der til daglig er sikkerhedschef for rederiet Clipper og egentlig startede som konsulent på filmen.

Pilou Asbæk har som i R hovedrollen, og de psykologiske bølgedale og -toppe kan aflæses i hans skiftevis strålende og nedslåede øjne, hans rustne glædesråb og frustrerede skrig. Søren Malling i filmens anden hovedrolle som rederidirektøren Peter er mere neddæmmet og sårbar, end vi er vant til at se ham. Man får den tydelige tegning af en mand, der er presset fra alle sider.

Kapringen er ikke en problemfilm, men et karakterdrama med en dansk synsvinkel. Vi får meget lidt indsigt i somaliernes situation. Den mareridtsagtige intensitet er ikke helt den samme som i R, men til gengæld får Lindholm fortalt en større, mere kompleks historie, der fikserer os i spændingsfeltet, hvor nord og syd støder tragisk sammen.

Tobias Lindholm har slået sit navn fast som manuskriptforfatter for Thomas Vinterberg og på Borgen, men det er som instruktør med et kompromisløst tag på virkeligheden, han for alvor ligner fremtidens mand i dansk film.