Kaptajnens hjerte

”Knud, Knud, hvad er det, du gør?”

Sådan lyder ordene fra hustruen Anna, når søulken Knud ikke forstår at gebærde sig blandt landkrabber, imens han er hjemme på orlov.

Spillereglerne til havs og på land er vidt forskellige, og begge ændres markant i løbet af hovedpersonen kaptajn Knud Goths levetid.

Hans fantastiske fortællinger om verdens fjerneste afkroge, dens fremmede kulturer, røverhistorier og sande bedrifter tegner ikke kun en biografi over hans eget levede liv, men også en krønike over det 20. århundredes første halvdel.

Instruktøren og storyboardtegneren Simon Bang er kaptajnens barnebarn og beretter om morfars opvækst under trange kår i Nykøbing Falster, der omsider driver ham søs, hvor han forelsker sig i det åbne hav.

Han er for evigt splittet mellem familien derhjemme og en overvældende udlængsel. Deraf filmens navn.

Simon er omgivet af bedstefarens artefakter og billeder, hvor Knud ligner en helt, men barnebarnet undrer sig stadig over, hvem kaptajnen i virkeligheden var.

Familien fortæller, at han i virkeligheden var meget privat og holdt eventyrene for sig selv. De krummer, han uddelte, var mest for, at børnene Ulla, Ida og Kay kunne forestille sig resten.

Hans breve fortæller om en eventyrlig tilværelse i USA og opstigningen i rang ombord på et amerikansk skib. Som styrmand får han nøglerne til dampskibet.

Mellem linjerne aner man en krise, da Første Verdenskrig bryder ud og afskærer ham fra familien.

Han er for evigt mærket, da han slipper med livet i behold, da en tysk ubåd skyder skibet i sænk. Efter hjemkomsten går han resten af livet med skibsnøglerne i lommen.

Havets brusende bølger projekteres på væggen, mens hovedpersonens børn rundhåndet deler deres minder om ham, og Simon læser højt fra breve og avisartikler om Knuds eventyr på de syv verdenshave.

Ud af morfars skibskuffert fiskes billeder af mennesker, han har savnet, og de fjerne egne, han har besøgt. Men når filmen viser fotografier fra hjemstavnen, ses en animeret dreng i baggrunden, der løber rundt i gader og stræder.

Ved brug af animation ser man den lille Knud vokse op til søs, hans eventyr vækkes til live, og som aldrende herre erstatter hjemmeoptagelser den tegnede figur.

Under Anden Verdenskrig tvinges han at sejle for tyskerne, men noget tyder på, at han samtidig tilslutter sig den danske modstand og sænker en tysk ubåd. Det må siges at være poetisk retfærdighed.

Men barnebarnet forholder sig kritisk over for røverhistorierne og de modsigende fortællinger. Stoltheden over sabotagen kommer først frem efter krigens afslutning, hvor det er i hans bedste interesse at betegne sig som modstandsmand.

Ligesom med eventyrene ude i verden fortæller Knud kun nok til, at hans fantasifulde familie forestiller sig resten, og hans sande motiver forbliver slørede.

At Knud havde et begivenhedsrigt liv, er der ingen tvivl om, men indimellem forstyrrer de mange sidespor indlevelsen.

Men når fortælleren nøjes med at læse gamle breve eller taler poetisk til sin afdøde morfar, sprudler filmen af eventyrligt videbegær.

Med Havana, Dakar og Stillehavet som bagtæppe for hans ofte voldelige fortællinger om hverdagen ombord opstår der et nærmest romantiseret billede af havet som de lovløses sidste fristed.

Men mellem linjerne er der en kritik af det hårde miljø blandt søfolk. Og konsekvenserne for forholdet til børnene og hustruen Anna er ganske øjensynlige.

Når han vil tale med børnene, mangler han et sprog til at udtrykke faderligheden. I afmagt overdøver han deres snak med musik og leger så voldsomt med dem, at de bliver bange for ham.

De tidligste breve drejer sig om alt det, en ung Knud lærer af mandskabet og længsel efter nyheder fra Danmark. Senere bliver han mere enigmatisk, som om han ikke kan sætte ord på sine følelser.

Tilbage står de underholdende røverhistorier. Filmens force er dens fabulerende fortælling, der er lige dele tiltrængt eskapisme og krønike over det 20. århundrede.