Kartellet

Danske film om arbejdsmarkedet kan tælles på en hånd, og hånden vil stadigvæk kunne holde på en golfkugle.

Der er selvfølgelig landbruget, det evigt unge Morten Korch-land, vi stadigvæk præsenteres for med og uden berømt travhest. Og så er der en enkelt Far til fire-film, hvor farmand er ved at blive fyret som bogholder midt i juletiden. Men ellers er vort arbejdsliv i nationens levende billeder lig med blankpoleret borgerskab i middelklassen og op efter.

På det sæt er det vederkvægende, at Charlotte Sachs Bostrups Kartellet ikke handler om mennesker, som sidder i Wegner-sofaen under en PH-lampe, men om nogle, som reelt arbejder med deres hænder.

Og at fokus sågar er noget så udansk og ualmindeligt som korruption i byggebranchen og dens kommuner.

Anders W. Berthelsen kommer hjem fra lang tids ophold i Dubai som entreprenør for at overtage sin fars vvs-firma og opdager, at det lige akkurat kører rundt. Fra utallige film ved vi jo, at Berthelsen gerne spiller en driftig mand med gode intentioner.

Det gælder også her, hvor han byder ind på kommunens licitationer og snildt underbyder alle andre konkurrenter. Men den går ikke. Her hersker overenskomst, enighed og konspiration om, hvem der skal lave hvad prismæssigt med hensyn til kollegier, børnehaver og hospitaler.

Og makker du ikke ret, begynder der at falde mursten, thi spiser du kirsebær med de store drenge, er du nødt til at sluge en sten eller to – gå på kompromis og korruption.

Charlotte Sachs Bostrup, der debuterede lovende i 1996 med kortfilmen om at miste sin mødom, Fridas første gang, har siden da lavet forglemmelige film og harmløse fjernsynsafsnit. Bunden blev kysset med Veninder fra 2005, vistnok et forsøg på at dreje en småfeministisk sag, hvor kvinder over en weekend i sommerhuset vender egne mænd, alder og deller, mens de træder vande i smalltalk og sjusser.

Men med Kartellet er Bostrup tilbage med både godt håndværk og et vedkommende engagement, selvfølgelig bakket op af de sædvanlige glimrende skuespillere.

Berthelsen er altid god som lille mand på skideren, især i denne træk og slip-thriller, hvor tunge skurke ikke vil række ham hverken hånd eller toiletrulle. De spilles skummelt og sinistert af dansk films overskurke, altid glaserede Flemming Enevold sekunderet af Lars Brygmann som slesk spidsmus på lange ben og Jakob Lohmann som den vægtfyldte udsmider.

Immer seværdige Lene Maria Christensen er den fragile hustru, nationens og naboens datter, mild som vor skoleost, men alligevel sej når det kommer til stykket. Leif Sylvester er faren med en stemme som Blågårds Plads, Kurt Ravn sælger rør og rænker i metermål, mens Lars Ranthe for en gangs skyld ikke er klassens pæne dreng.

Kartellet er ikke nogen stor film. Men den er konstant underholdende, sågar sympatisk med sin historie om en mand oppe imod et gustent miljø. Og i den forstand tåler den at lignes med den noget overvurderede Jagten, hvis misogyne kvindesyn ingen åbenbart anfægtes af ud over mig.

Sachs Bostrup, som sammen med Henrik Kristensen har skrevet manus, leverer en spændende realistisk historie, der aldrig (mis)bruger billige effekter såsom hidsige biljagter og blodige bøllebank. Den holder sig til håndværkersex med kærlighed i parcelhuset, et glas rødvin i hverdagen og en vaskesøjle i kælderen.

Til gengæld er der filmisk et kærligt citat fra The Godfather.

Gæt selv hvilket, men når det nu for helten handler om at gå afgørende på toilettet og huske at trække ud, hvilken scene er mon så bindeled mellem den amerikanske mafia og den danske slyngelstue i dette vvs-drama?