Anmeldelser I kategorien: Biografanmeldelse

Terrence Malicks nye film bruger uendelig meget tid på al den udramatik, Hollywood fornuftigt jager forbi i montage-sekvenser. Det er Heidegger filmatiseret som en Campari-reklame – eller omvendt.

Ny Lasse Halmström-film om kvinde på flugt fra en grum fortid er mindre ophidsende end en episode af Alle vi børn i Bulderby.

Den nye sommer-blockbuster fra Johnny Depp og holdet bag Pirates of the Caribbean skyder med spredehagl efter de store western-klassikere.

Heller ikke med den banale science fiction-film After Earth kommer Den sjette sans-instruktøren M. Night Shyamalan tilbage på sporet.

Ny action-film med Mark Wahlberg er så moraliserende, at man til sidst ender med at holde med en korrupt og whisky-bællende Russell Crowe.

Nordkoreanerne invaderer Washington D.C. i et komisk-patriotisk action-brag, der måske kan tjene til skræk og advarsel for den iltre Kim Jong-un.

Anden omgang af G.I. Joe forsøger med store, steroidefyldte armbevægelser at holde dampen oppe – uden held.

The Host baserer sig på en bog af Twilight-forfatter Stephenie Meyer og er endnu en omgang smålummer romantik for det hormonboblende teenagepublikum.

James Francos bøvede plattenslager er en tynd erstatning for Judy Garlands Dorothy i fantasi- og regnbueløs version af Troldmanden fra Oz.

Gammel hund, gamle tricks: Arnold Schwarzeneggers action-comeback viser, at han er en anakronisme i Hollywood anno 2013.

Den barske britiske actionhelt Jason Statham uddeler bøllebank, mens Jennifer Lopez lægger bagdel til og leverer kluntet comic relief.

Dustin Hoffman debuterer som instruktør med plastisk og sukkersød gebis-underholdning om musikkonkurrence blandt pensionerede operasangere.

Fuglene mod leguanerne har politiske undertoner i en animationsfilm, der har mere pip end bid.

Amerikansk kønskomedie lander et ubehageligt sted mellem spydig satire og flirtende fjolleri.

Med sit enfoldige udsagn om, at kolde scener ud af ægteskabet bare skal tøs op med lidt nostalgisk eftertanke, er Hope Springs ikke for sukkersyge sjæle.

Ethan Hawke gør, hvad han kan over for Sinisters slappe genbrug af onde børn og okkulte overtoner. Men rigtigt skræmmende bliver det aldrig.