Anmeldelser I kategorien: Biografanmeldelse

Ingen sommer uden et hajdrama, men varmen må være steget skaberne af tandløs blockbuster til hovedet.

De mindste begivenheder får en skæbnesvanger tyngde i spændende Sundance-vinder, som bygger på en historie, der er larger than film.

Den sidste Tømmermænds-film fuldfører trilogiens negative spiral mod absolut bundskraberniveau.

Letfordøjelig amerikansk komedie er ligaer over de danske komedier. En sympatisk hovedrolle og noget på hjerte er vejen til god underholdning.

Oscar-vinderen Eddie Redmayne leverer et rammende signalement af Stephen Hawking i en behageligt usentimental film om fysikerens fascinerende liv og ægteskab.

Gore Verbinskis sanatoriegyser er spækket med visuelt spektakulære rædsler, men meningen forsvinder som kurvand mellem hænderne.

Zhang Yimou kan koreografere blodige slag, så statister og monstre danser elegant. Men stilen er ikke længere særegen – og budskabet er tandløst.

Ole Christian Madsen har lavet en fejende flot, farve-knaldet film, men den fanger langt fra ånden fra den unge steppeulv Eik Skaløe – han havde fortjent bedre.

De økonomiske følger af en skilsmisse udforskes hudløst ærligt og ultra-realistisk i belgisk-fransk drama, hvor det kun er et spørgsmål om tid, før nogen bryder sammen.

Månedens dokumentar i Cinemateket viser foruroligende, at cybervåben kan være lige så ødelæggende som andre våben.

Sergei Loznitsas dokumentarværk kræver tilskuerens tålmodighed, men belønningen er en tankevækkende, filmisk undersøgelse af holocaust-turisme.

Søren Malling og hans skønne sweater kan ikke redde Mesteren fra at blive en sæbeopera om og til den kreative klasse. Den slags film, som Danmark ikke har brug for flere af.

Den sidste film med Hugh Jackman som Wolverine er en vellykket hyldest til den rasende mutant.

For 21 år siden forvandlede Danny Boyle misbrug til filmmagi, men rusen udebliver i nostalgisk fortsættelse af den ultimative heroinfilm.

Bulgarsk drama undersøger, hvad der sker, når mennesker handler i en verden uden moral og styring. Det er nådesløst og sært dragende.

Det er fristende at erstatte ”nymfoman” med ”kunstner” og læse Nymphomaniac som Triers poetik. Men den er også legesyg, poetisk og vis. Og så har den Triers måske bedste scene nogensinde.