Anmeldelser I kategorien: Biografanmeldelse

Gensyn med en af dansk børnefilms mest elskede figurer tryllebinder med afrikansk adel, fedladne gangster-rotter og masser af chokolade.

Der er blodig vold og nøgenhed til husarerne, når Jennifer Lawrence forsøger sig som russisk forførerske, men spion-thrilleren er en lunken fornøjelse.

Sven Vinge vender kameraet mod sig selv og skaber en bevægende dokumentarfilm om familieforhold og om at forsone sig med fortiden.

Fra skildringen af en politisk bevægelse til intim adgang til kærlighed i skyggen af aids er Robin Campillos drama en brusende og bevægende filmoplevelse.

Hverken farlige trolde i norske fjelde eller moderne feminisme kan løfte eventyrfilm over det middelmådige.

Genindspilningen af Charles Bronsons omdiskuterede selvtægtklassiker er en reklamefilm for det amerikanske våbenforbund.

Helen Mirren og Donald Sutherland spiller fremragende i roadmovie ned ad mindernes boulevard, hvor sandheden kan være bitter og besk.

Vincent van Goghs originale enspænderkunst fremstår absurd i verdens første håndmalede film, som ikke kan koncentrere sig om sin egen handling.

Romantisk komedie om seniortilværelsen er humoristisk og charmerende, men efterlader også krummede tæer.

Mesterligt fransk drama i nybølgens ånd er en uforudsigelig tour de force, hvor man føler, at man sidder med en yngre kvindes skæbne i sine hænder.

Film om en heroisk, norsk frihedskæmper under Anden Verdenskrig er i virkeligheden et spændende og rørende overlevelsesdrama.

De fantasifulde børnebøger om Peter Kanin vækkes med sødme og humor til live i en munter fornøjelse af en animationsfilm.

Ti år efter originalen vender de tre maskerede dræbere tilbage i en efterfølger, der med al ønskelig tydelighed viser, hvordan man ikke skal lave en slasher-film.

Fortiden forenes vedkommende med nutiden i Andreas Dalsgaards dokumentar, der fortæller den farverige spion- og kolonialisme-historie om familien Haslund-Christensen.

Måske burde vi stoppe med at dyrke Michael Haneke, der fortsætter den samme bitre og humorforladte nihilisme, mens mennesker fra alle sociale klasser kæmper for at skabe forandringer.

Emsemblefilm a la Robert Altman reflekterer over Første Verdenskrigs betydning, men er for selvhøjtidelig og pegefingerpædagogisk.