Keep the Lights On

”Jeg er ikke omskåret, 16,5 centimeter,” siger Thure Lindhardts karakter, den udvandrede dansker Erik, i begyndelsen af Keep the Lights On, mens han prøver at sælge sine ynder til telefonsex på et ensomt værelse på Manhattan.

Da filmen er færdig godt halvanden time senere, ved vi, at Erik også har kapacitet for uendelig melankoli og tristhed, og at han elskede uden tanke for sig selv. Men filmens helt centrale problem, som den aldrig får bugt med, er, at genstanden for kærligheden og for skuffelsen – modtageren af de 16,5 uomskårne centimeter – forbliver et mysterium. Man fatter aldrig, hvori det særligt dragende ved Eriks kæreste gennem ni år, Paul, skulle ligge.

Filmen er skrevet og instrueret af amerikanske Ira Sachs. Lindhardt spiller Sachs’ alter ego, og Keep the Lights On kortlægger Sachs’ forhold til en mand, der var afhængig af narko og gang på gang udsatte samværet for en række kriser, det i længden ikke kunne overleve. Det taler til Sachs’ fordel, at han har formået at hæve sig så meget over sit eget liv, at han har kunnet gendigte sig selv som udlandsdanskeren Erik, ligesom Paul angivelig også er en slags tolkning af Sachs’ faktiske, destruktive kæreste.

Det siger meget om filmen, at den ret omstændeligt holder styr på, hvor i tiåret vi nu befinder os – 1998, 2004 og den slags – mens september 2001 kommer og går, uden at filmen bare i forbifarten refererer til 11. september. Det kunne selvfølgelig skyldes, at de to mænds forhold er så ædende monomant, at det totalt ekskluderer enhver udefrakommende indflydelse, men sådan er Erik og Paul ikke. De er faktisk ikke særlig bandsatte, og de bevæger sig rundt i et temmelig åbenmundet samfund. Hvordan 11. september kan have undgået at afsætte bare en lillebitte farvetone eller den mindste modulation af akkorden, er mig ufatteligt. Erik holder, trods sin stigende melankoli og voksende frustration, fat i karrieren som filmdokumentarist, og på trods af sin afhængighed evner Paul at fortsætte i forlagsbranchen. Business as usual.

Det gængse problem for film om narko- eller alkoholafhængighed er, at når den kemiske ubalance overtager, sker det på bekostning af rationalisme og psykologi. De film, der oftest tager emnet på sig, er biopics om udøvende kunstnere. Her kan instruktøren meget fikst erstatte det rationale, der forsvinder i takt med den stigende afhængighed, med den kunst, der med lidt god vilje kan siges at udtrykke sjælelivet, som den narkoafhængige kunstner flygter fra ad kemisk eller flydende vej.

Men Paul er ingen kunstner, så Ira Sachs kan ikke forklare ham ved at spille en særlig indfølt, smertetung frasering på livet og på den måde give krop og saft til skæbnefortællingen. Paul er forlagsredaktør, andet får vi ikke at vide, og i filmens kontekst virker det mest som et otte-til-fire-job.

Man har lyst til at holde af Keep the Lights On, fordi den så tydeligt er et direkte eksistentielt projekt for Ira Sachs, måske ligefrem et terapeutisk ét. Men som historie taber den inden længe flyvehøjde, og ret hurtigt går det op for én nede på tilskuerrækkerne, at den farve- og tonemæssigt ikke har stor bredde at byde på. Det er og bliver en noget monoton og kedsommelig affære, og der mangler et filmisk materiale, der kunne gøre den til noget mere end filmet litteratur eller teater. Den ser helt neutral ud og lyder ligesådan.

Lindhardt er god, men man kunne ønske, at rollen var lidt mere fordrende for hans talent. Zachary Booth som den gådefulde Paul er reduceret til et fast brystparti og et vindende smil, og Paprika Steen glimter i en underudviklet rolle som Lindhardts storesøster, men altid ude i periferien, hvor Ira Sachs ikke rigtig ved, hvad han skal stille op med hende.