Kemohjerne

Der er ikke noget som helst sjovt ved at blive diagnosticeret med kræft – skulle man tro.

Men det er svært ikke at trække på smilebåndet, når Oliver i sin hospitalsseng skal forsøge at aflevere en sædprøve, mens hans far uden på gangen højlydt snakker om at grille med sin ven i telefonen.

I fem afsnit af et kvarters tid hver fortæller TV 2-serien Kemohjerne historien om den 28-årige studerende Oliver. Han lever en tilværelse som mange jævnaldrende med fest, farver og en spirende forelskelse i horisonten.

Men da han får at vide, at hans unge krop er angrebet af den forfærdelige kræftsygdom, kommer grumme tanker om døden pludselig meget tæt på.

Kemohjerne er instrueret af stortalentet Kristian Håskjold, der vandt hovedprisen ved sidste års Ekko Shortlist Awards med det morsomme og bevægende kærlighedsdrama Forever Now.

Han rammer den samme svære balance i det serielle format, hvor hvert afsnit byder på både sjove og hjerteskærende øjeblikke. Da lægen inden bortoperationen af Olivers testikel vil sikre sig, at det er den venstre, der skal væk, spørger den unge mand: ”Min eller din venstre?”

Det kan føles lidt vel forhastet, at Oliver allerede nogle minutter inde i første afsnit – tilmed uden det store omsvøb – får at vide at han har kræft og skal opereres samme dag.

Og så mærker man af og til lidt for tydeligt i de meget direkte replikker, at serien er produceret i forbindelse med kampagnen Knæk Cancer. Hvis du går rundt med en mærkelig smerte i ryggen i længere tid, er det om at komme til lægen!

Men historien er delvis autentisk og er i virkeligheden endnu mere absurd, så Kemohjerne vinder langt mere, end den taber, ved at være i så tæt kontakt med sit emne.

Mens manuskriptet ofte er usentimentalt i sit humoristiske fokus, får følelserne lov at skinne igennem øjnene på Adam Ild Rohweder. Han fanger et forvirret sind knivskarpt, når Oliver prøver at vænne sig til en hverdag, hvor vennernes liv fortsætter, mens han selv bliver forhindret i at gå til fest på grund af kemopåvirket kvalme.

Hans bedste ven Emil spilles af Mads Reuther, der i starten ikke lader til at forstå situationens alvor. Men Emils frygt for at miste sin bedste ven bliver undervejs udfoldet i samtalerne mellem de to mænd, der dog holder en humoristisk tone.

Som da de i jagten på internetforbindelse på Rigshospitalet i starten af Olivers indlæggelse støder på en ung kvinde, som er indlagt med leukæmi.

”Er I ude og genindspille De urørlige?” spørger Eva (Karoline Brygmann) med fornøjelig henvisning til den franske feelgood-film, mens de danske gutter – den ene i rullestol – ser perplekse på hinanden.

Med sin ligefremme håndtering af sit eget sygdomsforløb bliver Eva en central brik i Olivers kamp, hvor det gør ondt og godt med sekunders mellemrum.

Altid kostelige Claus Flygare optræder i en lille rolle som patient, der hører Oliver nævne slankekuren Holbæk-metoden: ”Min ekskone var fra Holbæk. Hun var sgu hverken slank eller glad.”

Kristian Håskjold har skrevet manuskriptet sammen med den kreative direktør på produktionsselskabet Splay One, Johan Wang. Og mens man kunne tænke sig mere tid med det stærke persongalleri, er der strøet så mange fine betragtninger ned i manuskriptet, at man går fra den korte historie oplyst og underholdt.

”Hvis jeg ikke kan lave sjov med det, bliver jeg da sindssyg,” siger Oliver til sin far (Jens Jørgen Spottag) i et særligt følsomt øjeblik. Det er ikke rart for faren at høre sin søn joke med risikoen for en snarlig død, men som publikum får man en forståelse af mennesker, der ser døden i øjnene.

Det er prisværdigt at lave en serie, som med ungdommens blik handler om et emne, de fleste danskere har haft berøring med. Og det er decideret imponerende at gøre det på en facon, hvor man ikke bare får ondt af de kræftsyge patienter, men faktisk griner og føler med dem.