Kick-Ass 2

I det seneste årti er biograferne blevet oversvømmet af superheltefilm, hvor den ene tyndbenede historie efter den anden er blevet kamufleret af massive visuelle effekter.

Så filmatiseringen af tegneserien Kick-Ass– om den helt almindelige Dave, der får flere tæv, end han selv deler ud som sit alter ego, superhelten Kick-Ass – var et forfriskende pust.

Det skyldtes ikke mindst filmens morbide plot om den hævngerrige far (Nicolas Cage), der træner sin lille datter – Hit-Girl – i at slagte skurke. Til sidst går det dog galt, og vores unge heltinde må overvære faren blive brændt ihjel for øjnene af sig. Endelig et traume, der er en superhelt værdig!

Desværre er værdigheden og originaliteten væk i Kick-Ass 2, der er endt som en tam ungdomskomedie, hvor identitetskrisen kradser i heltekappen.

Der er gået tre år, siden vi forlod Hit-Girl (Chloë Grace Moretz), Kick-Ass (Aaron Taylor-Johnson) og den unge skurk Red Mist (Christopher Mintz-Plasse). Nu kalder sidstnævnte sig The Mother Fucker – iklædt kikset lak og læder – og tørster efter hævn over superheltene, der dræbte hans far, som var skurken i den første film.

Siden har den populære Kick-Ass inspireret en hel undergrund af maskerede selvtægtpersonager i New Yorks gader. Oberst Stars and Stripes (Jim Carrey) fører an i gruppen Justice Forever, som Kick-Ass slutter sig til – dog uden Hit-Girl, der dropper de voldelige udskejelser som superhelt og starter livet som almindelig skolepige.

Derfra spilder filmen en masse tid på, at hun skal finde sig selv og sin hårdtslående identitet igen. Der går faktisk næsten American Pie i den, når vi følger skolens tre populære tøser tage den nu tidligere Hit-Girl under deres vinger. Klicheerne står på række, når trioen lærer hende om meningen med livet: boybands og blowjobs. Og selvfølgelig ender firkløveret i totterne på hinanden i en plat scene med rigelige mænger af opkast og afføring i skolens kantine.

Her er vi efterhånden langt inde i filmen, for i mellemtiden har Kick-Ass fyldt handlingen ud med sløve slåskampe, der er langt fra forgængerens niveau. Vi venter bare på den endelige konfrontation med The Mother Fucker, der har samlet en hær af fladpandede tilhængere, heriblandt filmens voksne skurk: MotherRussia,en abnorm og anmassende kvindelige bryder.

Filmen mangler voksenroller, der kan levere robuste præstationer som Nicolas Cage i forgængeren.Jim Carrey gør hverken fra eller til i de ti minutter, han er med, om end det klæder den 51-årige komiker med en rolle, hvor gummiansigtet ikke konstant skal vrides rundt.

Replikkerne befinder sig konstant i den pubertære afdeling, men i det mindste har den danske oversætter haft en fest med fine, kreative danske oversættelser som ”grenguffer” og ”bæbøf”.

Samme kreativitet er ikke at finde i manuskriptet, som Jeff Wadlow denne gang har overtaget fra den noget mere talentfulde Matthew Vaughn, som stod bag etteren. Hvor den førsteKick-Assvar en velplaceret satirisk lussing til flodbølgen afpolitisk korrekte superhelte, følesfortsættelsen som en slap næve uden underholdende pondus.