Kidnapning

Instruktør Frederik Meldal Nørgaard kalder selv Kidnapning for en kombination af Blinkende lygter og Olsen-banden.

Gid det var så vel.

Anders, lillebror Bertram, storesøster Winni og storebror Oskar har det ikke let med en far, der sidder i spjældet, og en mor, der er ved at gå ned med stress. De stjæler madpakker i skolen og kæmper om de sidste havregryn til morgenmaden.

Da deres far bliver løsladt, håber de på, at alt bliver bedre, men moren ender på sygehuset, og huslejen er ikke betalt.

Ungerne og deres far skal derfor bo hos deres kriminelle onkel Georg (Brian Lykke), der straks ser muligheder i de små forbrydere. De skal sammen kidnappe rigmandssønnen Bernhard, kræve en løsesum på én million kroner og dermed få råd til en ny lejlighed.

Så vidt, så godt.

Bjarne Reuters debutroman om Anders, Bertram og hele den småkriminelle familie har begejstret børn og barnlige sjæle siden udgivelsen i 1975. I et levende sprog får vi fortalt historien om en familie på bunden af samfundet, der nok opfører sig politisk ukorrekt, men samtidig har et hjertevarmt sammenhold. Ungerne er frække, onkel Georg er sjov og underholdningen i top.

De fire unge, som skal bære fortællingen i Frederik Meldal Nørgaards Kidnapning, er så godt som anonyme. Og det kan godt være, at man har typecastet efter den helt gennemsnitlige leverpostejsdansker, men en smule karisma ville ikke have været af vejen. Eneste undtagelse er Luca Cokers Bertram, som ikke er anonym, men bare irriterende.

Heldigvis er onkel Georg stadig sjov. Og det er ikke takket være det tamme manuskript, men derimod Brian Lykke, der med hele sin mimik og persona formår at få én til at smile på trods af bovlamme replikker.

I hele første halvdel – og godt ind i anden – kniber det med at få fremdrift og spænding ind i fortællingen, primært fordi strukturen i hver enkelt scene ikke fungerer.

Dialogen er skåret ind til benet, så det udmønter sig i et par enkelte replikskifter, hvor det er tydeligt at se, at de fire unge kun venter på, at det bliver deres tur til at sige deres replik. Efter lidt pingpong afsluttes hver scene på uhjælpelig vis med musik, før end der klippes til næste scene med samme form. Selv om den muntre musik faktisk er god, virker det også, som om man ikke har vidst, hvordan man ellers har skullet afslutte scenerne.

Man begynder at tænke, at Bertram-bøgerne måske ikke egner sig til at blive filmatiseret. I 1982 forsøgte Sven Methling sig med samme Kidnapning og Tre engle og fem løver, der blev sablet ned. I 2002 kom Bertram & Co., der forenede et par af bøgerne, men heller ikke fungerede.

I den nye version – produceret af Regner Grasten – er det først i sidste kvarter, hvor filmen frigør sig fra bogforlægget, at der begynder at komme en anelse spænding. Bertram og rigmandssønnen Bernhard skal fange Bernhards butler Mikkelsen, der er stukket af med alle pengene. Forklædt som superhelte og beredt med splattergeværer kommer der endelig lidt fart over feltet, især med hurtigere og mere dynamisk klipning.

Men samtidig kan det undre, at der er så meget fra bogen, der ikke er kommet med.

Et af de mest hjertelige minder fra min egen barndom var at se min lillebror bryde fuldstændigt sammen af grin, hver gang vi kom til det tidspunkt i bogen, hvor Bertram drikker sig skidefuld. Og jeg selv fik altid pulsen op i slutningen, når politiet jager ungerne hen over tagrygge og skorstene.

Miljø- og karakterskildringerne får også mere plads i bogen, og man kunne i filmen sagtens have bredt det mere ud, uden at ende i det rene armod.

Tag nu bare Frederik Meldal Nørgaards egne eksempler.

Blinkende lygter og Olsen-banden-filmene viser netop, hvordan man kan lave original, folkelig underholdning om samfundets bund. Og hvor ville det dog have været fantastisk, hvis børnene i de nederste lag endelig kunne spejle sig i en fornøjelig fortælling.

I stedet bliver de spist af med en film, hvis spinkle plot er udstrakt så langt, at al spænding og morskab går fløjten.