Kim’s Video

Der ligger flere outrerede, autentiske historier til grund for den spraglede dokumentar Kim’s Video. Også flere end instruktørerne David Redmon og Ashley Sabin rigtigt får hold på.

Først og fremmest er der historien om New Yorks fremmeste filmmekka, en udlejningsbiks i det nedre Manhattan, hvor man kunne leje alt.

Som filmnørd fortaber man sig i de inciterende kassetter instruktørerne holder op for kameraet: provokunstneren Nick Zedds Steal This Video, Tom Waits’ flippede koncertfilm Big Time, franske sexkomedier, amerikansk avantgarde, importfilm fra hele verden og utallige bootleg-udgivelser.

Forretningens sydkoreanske ejer Yongman Kim opbyggede frækt samlingen ved at kopiere anmelder-eksemplarer, han modtog fra festivaler og fremmede ambassader. For Kim trumfede den frie adgang til kulturen ophavsretten, og da FBI-agenter efter et tip fra Jean-Luc Godard ryddede hylderne, vendte han tilbage ugen efter med nykopierede bånd.

I en årrække fra midt i 90’erne og frem til streamingbølgen var forretningen samlingssted for byens filmmiljø, og instruktører som Robert Greene og Alex Ross Perry fortæller livlige røverhistorier om deres tid som ekspedienter.

Da vhs-båndets storhedstid endelig var omme, besluttede Kim sig for at forære samlingen væk til, hvem der end kunne tage sig af den og forpligte sig til at gøre filmene offentligt tilgængelige. Og til alles overraskelse gik filmene hverken til et bibliotek, et museum eller en anden lejebiks.

De blev i stedet sendt per fragtbåd til den støvede landsby Salemi i Sicilien. Det er her, filmens hovedspor begynder.

Bystyret i Salemi, med Berlusconis kompagnon Vittorio Sgarbi i spidsen som borgmester, fik nys om Kims tilbud og øjnede en mulighed for at malke kulturstøtteordninger, hvis de fik fingre i filmsamlingen.

Men efter en storstilet åbningsceremoni og trods en indædt pr-kampagne, der forsøgte at sælge provinsflækken som en kunstnerkoloni, strandede filmprojektet i mafiøse forbindelser og korruptionsefterforskning.

Da instruktørerne finder frem til samlingen, vansmægter de utallige stakke af kassetter i fugtige lagerhaller uden at blive brugt til noget.

Resten af filmen går med instruktørernes kamp for at bringe filmene tilbage til New York, hvor de atter kan komme til ære og værdighed.

Enhver, der har fældet en tåre ved tanken om oldtidens centralbibliotek i Alexandria, der gik op i røg, vil kunne indleve sig i jagten på den forsvundne filmskat.

Men Kim’s Video har et troværdighedsproblem.

Det er ikke for ingenting, at filmen er blevet sammenlignet med Searching for Sugar Man, der præsenterede det medrivende mysterium om 70’ernes forsvundne sydafrikanske popidol, før det kom frem, at Rodriguez havde spillet adskillige comeback-turnéer, som filmen udelod.

Kim’s Video er vinklet på David Redmons idealistiske kamp for at redde en samling af film, der gav ham en retning i livet. Og han spiller ofte den godtroende filmturist, når han forhandler med Salemis glatte funktionærer.

Den neurotiske filmtosse på jagt efter gamle bånd, de fleste har glemt alt om, er dog en mere krukket end indtagende karakter. Ikke mindst da strabadserne med de italienske myndigheder går i hårdknude, og han beslutter sig for at tage mere drastiske midler i brug.

Det fører til et spændingsfyldt klimaks, som virker så usandsynligt pr-venligt, at man mistænker filmen for at være en reklame for den amerikanske biografkæde Alamo Drafthouse.

Kim’s Video er en hyldest til filmkunsten, men det er også – til dels uforvarende – historien om fetichisme som svindende kulturel kapital.

Redmons besættelse af gammelt plastic er charmerende for et bestemt segment af filmelskere, men irrelevant for en ny generation, der er vant til at finde alt online.

Filmens mystik om den sagnomspundne altmuligsamling og kampen for at gøre den offentligt tilgængelig ved at føre den hjem til New York virker derfor i sidste ende en kende altmodisch.