Biografanmeldelse
10. sep. 2020
The King of Staten Island
Den unge mand Scott (Pete Davidson) har en masse tatoveringer, men ikke mange fremtidsplaner, når han vælter rundt på hjemøen Staten Island. Foto | Mary Cybulski

The King of Staten Island

Judd Apatow og standup-komikeren Pete Davidson har skabt en effektiv manderollekomedie om mødet mellem en stofomtåget, ung taber og en fraskilt dinosaurmand.

Af Flemming Kaspersen

24-årige Scott lever i New York-bydelen Staten Island – ”det eneste sted, New Jersey ser ned på”, som han siger – men nogen konge er han ikke.

Han bor hos sin mor, har hverken job eller uddannelse, ryger kilovis af pot og lider af koncentrationsbesvær og depression.

Scott dyrker sex med sin barndomsveninde, men kan ikke forpligte sig til noget rigtigt forhold. Hans ambitiøse lillesøster har for længst overhalet ham indenom og er blevet optaget på college. Selv drømmer Scott om at blive tatovør, men er temmelig talentløs.

Der er sikkert mange forklaringer på, at Scotts liv er sådan et rod, men én ligger særligt nær: Hans far døde, da han var syv år. Scott påstår, at han aldrig rigtigt har bekymret sig over tabet af faren, men vi ved naturligvis bedre.

Det ville være en kliché, hvis ikke det var, fordi The King of Staten Island bygger på Pete Davidsons egen historie. Den unge komiker er født i 1993 og mistede sin far, der var brandmand, ved terrorangrebet den 11. september 2001.

Det er et tab, han har brugt flittigt, nådesløst og usentimentalt i sine standup-shows.

Sammen med instruktøren Judd Apatow og manuskriptforfatteren Dave Sirus, der er en af Davidsons kolleger på sketchshowet Saturday Night Live, har han også selv skrevet The King of Staten Island.

Her er hans personlige tragedie med til at gøre Scott til mere end den endimensionale stener-figur, han ligner på overfladen. Nok er Scott en ranglet, tatoveret frækkert med en skarp og selvironisk tunge, men det er tydeligt, at munden er på overarbejde for at skjule smerten.

Pete Davidson spiller i filmen over for standup-veteranen Bill Burr som brandmanden Ray, der kogende af raseri opsøger Scott og hans mor, fordi Scott en dag har prøvet at tatovere hans niårige søn.

Kemien mellem Scott og Ray er eksplosiv fra første møde. Ray er en rødhåret hidsigprop og uheldig spillefugl, fraskilt og fjern far til to, og han tilbringer nætterne på brandstationen. Han synes, Scott er en ynkelig taber – og Scott synes det samme om Ray.

Det er derfor helt grænseoverskridende for Scott, da Ray indleder et forhold til hans mor, spillet af Marisa Tomei. Men Ray bliver, måske ikke overraskende, den faderfigur, Scott har savnet.

The King of Staten Island er en komedie om manderoller og (manglende) maskuline forbilleder.

Et referencepunkt kunne være Bill Burrs ligeledes selvbiografiske Netflix-serie F is for Family, der lader en lignende tematik udspille sig i 1970’ernes amerikanske forstæder. Et andet er Judd Apatows egne stener-komedier, for eksempel Knocked Up fra 2007.

Scott og Ray tilhører hver deres generation af glemte mænd: den stofomtågede, ufaglærte unge taber og den fraskilte dinosaurmand.

Nogle vil måske mene, at filmen lander helt forkert i et kulturelt klima med stærkt fokus på kvinderettigheder og ligestilling. Har vi virkelig brug for at høre mere om hvide mænd i 20’erne og, endnu værre, 50’erne?

Men Scott og Ray er skvat, ingen har lyst til ligestilling med. Kvinderne omkring dem har langt mere styr på deres liv, og de har sat Scott og Ray totalt af. Rays ekskone fortæller bramfrit, at hun kun blev sammen med ham på grund af hans dejlige pik. Resten af ham var ret ubrugeligt.

Ray lærer Scott klassiske, maskuline dyder. Den unge mand følger Rays børn i skole, lærer at vaske bil og folde det amerikanske flag, så selv John Wayne ville være tilfreds. Det er næsten for tykt, men det føles ægte og rigtigt, og filmen har et stort hjerte for sine personer, som smitter.

Den er heller ikke så skematisk, som et referat kan lyde, men har sin egen henslængte rytme. Filmen er mere interesseret i at hænge ud med sine karakterer end i at afvikle et traditionelt komedieplot. Det forstår man, for de er særdeles godt selskab.

The King of Staten Island er både en skæg og varm karakterkomedie og en effektivt rørstrømsk mandefilm.

Titel:
The King of Staten Island

Land:
USA

År:
2020

Instruktør:
Judd Apatow

Manuskript:
Judd Apatow, Pete Davidson, Dave Sirus

Medvirkende:
Pete Davidson, Marisa Tomei, Bill Burr, Pamela Adlon, Steve Buscemi

Spilletid:
136 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
10. september

Relevante artikler

Biografanmeldelse
04. sep. 2015
Trainwreck

Trainwreck

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
11. apr. 2024
Civil War

Civil War

Biografanmeldelse
23. dec. 2023
The Iron Claw

The Iron Claw

Streaminganmeldelse
10. okt. 2023
Fair Play

Fair Play

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Nypuritanisme
Forbrydelse og mediestraf
Tema
07. mar. 2008

Forbrydelse og mediestraf

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!