Knives Out – var det mord?

Der er en særlig krimifilmgenre, hvor excentriske personer er samlet omkring et mord eller to. Den kaldes ”whodunit” og er et krimipuslespil om en gåde inde i en labyrint af indicier.

Scenen kan være en øde ø, et gotisk gods, en uhyggelig herregård eller bare et sted, som er delvis afsondret fra omverdenen.

Mest berømt er nok franskmanden René Clairs Agatha Christie-filmatisering En af os er morderen (1945). I nyere tid er der en anden Agatha Christie-film, Mordet i Orientekspressen fra 1974, hvor selv de mindste roller er besat af solide filmstjerner.

Genren lever i bedste velgående i diverse tv-versioner af Agatha Christies utallige værker.

Med hensyn til snedige og spegede intriger er den engelske krimidronning et slags husspøgelse i Rian Johnsons Knives Out – var det mord?

Det starter lige på og hårdt i et skummelt hus inde i en mindre skov et dyrt sted i USA. Morgenen efter at en verdensberømt og velhavende krimiforfatter har samlet familien til sin 85-års-fødselsdag, bliver han fundet død med halsen skåret over.

Politiet ankommer og med dem også den sidste gentlemandetektiv: Benoit Blanc.

Alt tyder på, at den gamle hustyran begik selvmord. Men i så fald er der komplicerede omstændigheder og sleske rænker med i dødsfaldet. Alle familiemedlemmer har gustne ugler i deres moser.

En ung sygeplejerske med latinamerikanske rødder – patriarkens eneste ven og fortrolige – bliver snart omdrejningspunkt for mystik og et muligt mord. Ikke mindst når testamentet åbnes, mens slægtninge venter på arv.

Knives Out – var det mord er med sine 130 minutter en lang film, desværre alt for lang. Den første time er man dog godt underholdt af instruktørens uforudsigelige snoninger som plottets ringe i historiens sinistre vande.

Men hen over midten kommer filmen pludselig i tvivl, om den skal være parodi eller pastiche. Indtil da har historien haft komiske toner af andre krimisager såsom Columbo og Hun så et mord.

Men så bliver filmen alvorlig og slentrer videre småseriøst som mere en thriller med anslag af Hitchcock end en kærlig udlevering af genren. Det er sent i forhold til filmens handling og toneleje.

Indtil da hænger underholdningen på skuespillernes formåen som stereotype og skægge figurer, der kæler for sine tildelte klichéer.

Daniel Craig er glimrende som gentlemandetektiven uden frygt og dadel i tænksom tweedtøj og ternet overfrakke – bortset fra en skrækkelig sydstatsaccent lang som den amerikanske borgerkrig. Er det Hercule Poirots fransk-engelske manierede talemåde, man galant og pikant forsøger at efterligne?

Mere pinligt end morsomt.

Gode, gamle Christopher Plummer kører rollen som den diabolske patriark på rutinen, og den passer godt her. Cubanske Ana de Armas er udmærket som ungmøen forfulgt af farer i form af mænd og kvinder, som ikke vil hende det godt. Chris Evans er klichéen af en families forkælede, sorte får.

Solide Jamie Lee Curtis er datteren som brutal businesskvinde, gift med tøffelhelten, men meget stor i kæften, en skummel Don Johnson meget langt væk fra Miami Vice.

Altid seværdige Toni Collette er labil livstilssælger, ”influencer” på nettet, mens K Callan som metusalemgammel bedstemor er en ren Maggie Smith-kopi.

Gøres regnskabet endeligt op, også med skuespillernes spil med hensyn til moro med mord, bliver der længere og længere mellem snapsene mod slutningen.

Filmen forringer sig over midten i retning af de ordinære krimier på tv, som danske kanaler i weekenden byder os som tilbehør til enten fredagsbajeren, lørdagskyllingen eller søndagskaffen.