Kød & blod

Da Idas misbrugermor dør i et trafikuheld, placerer kommunen den syttenårige pige hos en moster, hun dårligt kan huske. 

Mosteren bor i et anonymt parcelhus på det fynske bøhland i Bogense, og inden længe bliver Ida indrulleret i familiens kriminelle gesjæft.

Om dagen tager Ida med sine tre fætre ud for at true penge ud af familiens ”klienter”, om natten drikker de som fordømte på deres egen natklub.

Der er ikke megen varme i familiens skød i Jeanette Nordahls hårdtslående debutfilm Kød & blod.

Den yngste fætter – Mads (Besir Zeciri) – er mors kæledægge, og han stener livet væk i kælderen med tjald og skydespil. Storebror Jonas er et etableret mandfolk med kæreste og barn, så han fører an, når mor ikke er der.

Joachim Fjelstrup er forrygende som forbryderfamiliens mellemleder Jonas. Hans styrke som skuespiller er en sammenfiltret uforudsigelighed, der gør enhver scene nervøs – som når han byder sin lillebror David (Elliott Crosset Hove) tilbage i familien, kort før han sender ham på arbejde.

”Skal du have en lussing at gå ind på?” spørger han uden at spørge. Ét smæk på kinden. Ét til. Lidt nus i nakken. ”Jeg har sgu savnet dig.” Og så et par lussinger mere.

Men det geniale ved scenen er den måde, Hove vender sig om i passagersædet og kigger på Ida. Hans fjæs med et udfordrende blik efter, at han er blevet ydmyget. ”Og hvad så?” siger det. ”Du skal ikke tro, du er bedre end os!”

Den sociale arv tynger som cementsko i Ingeborg Topsøes præcise manuskript. Ida har ben i næsen, og hun har nok lagt mærke til de morgenkys, moster Bodil giver sine voksne sønner på munden. Her på matriklen er grænsen mellem kærlighed og manipulation udvisket.

Ida tager familien på sig, selv om hun ved bedre. Vi har – på godt og ondt – brug for hinanden.

Det lyder en kende bombastisk, når filmskaberne selv kalder Kød & blod for en mafiafilm – mafiaen består af fem personer – men vi kender genren og forstår hurtigt de valg, Ida er stillet over for.

Man kan være medløber, eller man kan løbe sin vej.

Heldigvis er der ikke spildt meget tid på genrens formalia eller trang til højdramatik. Da afpresningsforetagendet får blodige konsekvenser, er den fysiske vold afdæmpet, mens den psykiske vold får familiens fornægtede forkerthed til at træde frem.

Der er også sprækker af forløsende humor, som da Davids kæreste Anna stolt fremviser en ”carpe diem”-tatovering: ”Det betyder YOLO på latin!”

Som den store manipulator spiller Sidse Babett Knudsen en ynkelig skikkelse. Bodil har styr på neglene, styr på tøjet og på drengene, men hun er intet forbrydergeni – bare magelig og skruppelløs.

Der er en genkendelighed i portrættet: Vi kender alle folk som dem, idioter som dem, hvis vi da ikke selv er dem under de helt forkerte omstændigheder.

Jeanette Nordahl vil én noget, og det er lige så forfriskende at blive talt til af en debutant, som det er at blive set i øjnene af en teenager. Hun respekterer sit publikum og fortæller med et økonomisk filmsprog, hvor hver en lille detalje bidrager til et sitrende psykologisk portræt af dysfunktion.

Fotograf David Gallego skaber et antiseptisk og strengt kontrolleret filmisk rum med kun det allermest nødvendige i fokus. Der er en udtalt, men afmålt distance i billederne, og i filmens design peger det bugnende morgenbord på overdrevent gode intentioner, mens de bare panelvægge viser den pauvre virkelighed.

Filmen hviler trygt på nittenårige Sandra Guldberg Kampps spinkle skuldre. Antydningens kunst kræver et vist skuespiltalent, men hun trækker os ind i den indestængte sorg og viser os skylden bag Idas stenansigt.

Kød & blod kan minde om den australske krimi Animal Kingdom, hvor en syttenårig dreng bliver involveret i bedstemorens krimiorganisation, efter hans mor tager en overdosis.

Men den historie, Nordahl og Topsøe fortæller os, er mindre faretruende og mere farlig. Ida er ikke blåøjet, og den virkelige tragedie indtræffer længe før, hun lader sig trække ned af familiens forplumrede moral. Den hænger over filmen fra de allerførste billeder.