Koko-di Koko-da

Hvis man skulle lave en top tre over Peter Bellis filmpræstationer, ville nummer tre være Bennys badekar, hvor han lægger stor stemme til den funky blæksprutte, og nummer to være Søren Faulis afgangsfilm Dagens helt, hvor han godmodigt spiller godmodig buschauffør.

Men nummer ét vil nu uomgængeligt og for formodentlig altid være svenske Johannes Nyholms opfølger til Kæmpen, den intenst excentriske og unheimliche Koko-di Koko-da.

Her er han som en charmant og morderisk drømmefigur den uhyggeligste David Lynch-karakter, der ikke er med i en David Lynch-film.

Han er helt på niveau med Robert Blakes Mystery Man i Lost Highway, der ligesom Koko-di Koko-da fucker seriøst med strukturen, sådan som de i hvert fald ikke lærer det inde på Filmskolen på Holmen.

I første scene går Belli med stråhat og elegant, hvid habit i en mørk, svensk skov med sine to dialogløse kumpaner – en ung, mørkhåret kvinde og et brutalt udseende stort brød med en sovende (død?) hund i armene – mens han synger børneremsen, som har givet filmen sin titel: ”Hanen er død / Hanen er død / Hanen er død / Han kan ikke synge koko-di koko-da / Han kan ikke synge koko-di koko-da.”

Og pludselig vender han blikket direkte mod os, tilskuerne, mens han i opspeedet, let galsindigt tempo synger videre: ”koko-di koko-da!”

Og jeg ved jo godt, at Peter Belli i virkeligheden er det elskeligste, mest smeltende varmhjertede menneske – dér midt mellem blæksprutte og buschauffør – men det er alligevel og allerede isnende uhyggeligt.

I første omgang stivner han og de to kumpaner. De bliver til tegninger på en spilledåse, som en lille pige sminket til kanin stirrer hypnotiseret på i et butiksvindue i en unavngiven dansk turistby.

Hendes forældre, også kaninsminkede, kommer styrtende til. De har tydeligvis ledt efter hende længe.

Klip til, at pigen vandrer afsted med indpakket spilledåse, og tilskueren tænker: ”Det er absolut foruroligende, når en uhyggelig udgave af Peter Belli gemmer sig inde bag det brune papir.”

Vi følger den lille kaninfamilie til en beværtning, hvor nogle fjottede komikere underholder. Moren får det dårligt, kaster op og får et mystisk udslæt. Familien flyves til et hospital med en helikopter. Næste morgen synger moren og faren fødselsdagssang for datteren, men hun vågner ikke. Hun er død!

Brat klippes der. Et tæppe går til side for skyggeteater, hvor Nyholm bruger den samme teknik som i sin ti år gamle, animerede video til Little Dragons’ Twice.

En kaninunge får en natlig flyvetur med en farvestrålende fugl, rives ud af fuglens greb af et uvejr og falder til sin død. Hvorpå vi vender tilbage til live action.

Tre år senere er moren og faren på bilferie. De småskændes giftigt, kører langt ind i skoven, og faren slår med besvær et telt op. Om natten vågner moren og skal tisse. Udenfor overfaldes hun af Peter Belli og kumpaner, som derefter kaster sig over faren.

Jeg refererer handlingen så omhyggeligt, fordi det for en gangs skyld er strukturens drømme- og trylleformularagtige collage, der er handlingen, frem for de sædvanlige begivenheder, som trip-trap-gummi-støvle-i-strækmarch fører til hinanden.

Tre gange til vågner moren og skal tisse og overfaldes af Peter Belli og kumpaner, og hver gang synes faren at have drømt den forrige version og prøver derfor desperat og stadig mere handlekraftigt at tage sig i agt.

Men Peter Belli og kumpaner er ikke sådan at slippe af med, og så røber jeg ikke mere af, hvad der sker af mærkeligt og magisk, igen med skyggeteater inde over.

Det er en forunderligt vellykket allegori over sorgterror og -arbejde, Johannes Nyholm har kreeret.

Inderligt eksperimentel og eksperimentelt inderlig. Fordi sorgen flosser alting op, skal et sorgværk ikke være formfuldendt og harmonisk, det skal bide hårdt og helt igennem.

Ulven Peter, indeed!