Kolbøttefabrikken

Her i Danmark er vi som bekendt alle sammen tossede, ligesom i den klassiske folkekomedie fra 1959 med Kjeld Petersen i hovedrollen.

Men nogle er mere tossede end os andre, og dem spærrer vi inde på såkaldt lukkede afdelinger. Der har de det som bekendt og desværre ikke altid rart. De bliver medicineret (for) meget, og hvis det ikke hjælper, bliver de spændt fast til sengen med udsigt til elektrochok.

Det er tilfældet for den alternative behandler, stjernetyder og healer Acacia. Hun er kommet til at kvæste en af sine klienter så meget, at hun ryger i retten og straks bliver dømt til psykiatrisk behandling på den lukkede. Men her begynder hun snart at sætte spørgsmålstegn ved behandlingen af de indlagte/indsatte. Det kommer til eskalerende konfrontationer mellem hende og plejepersonalet.

Hvis læseren synes at kunne genkende Milos Formans Gøgereden i dette resume, er det helt korrekt.

Bortset fra et kønsrolleskift er Kolbøttefabrikken et meget dansk og meget diffust remake af den tjekkiske instruktørs filmatisering af amerikaneren Ken Keseys roman om, hvorledes samfundet misbehandler mennesker ved at placere dem i fangelejre forklædt som hospitaler.

Paprika Steen alias Acacia har fået Jack Nicholsons rolle som det rebelske renæssancemenneske, mens Ole Boisen alias Dr. Bergstrøm supplerer for den lede og småsadistiske sygeplejerske Nurse Ratched.

Vi har oven i købet patienter på denne danske afdeling, som til forveksling ligner dem på den amerikanske. Zlatko Buric er således den store tavse indianer, nu som Omar, der via Acacia kommer op af sin kørestol. Vi kommer endog på en forbudt udflugt ligesom hos Forman, hvor alle lever helt enormt frit og frejdigt. Turen foregår sammen med Mia Lyhne som den mutte, ensomme, jomfrunalske og overbuttede sygeplejerske, der ganske vist får brændt fødderne på udflugten, men på længere sigt endelig får sig en kæreste.

Og for at det ikke skal være løgn, så bliver der også her til sidst kastet en stor ting ud af vinduet i befrielsens stund.

Kolbøttefabrikken kalder sig en komedie, og et langt stykke ad vejen er den lagt an som en sådan. Filmen begynder således som en spøjs gøgerede med æg fra folkekomediens fritgående høns. Når du slår dem ud i plottet under serveringen, skal der gerne grines.

Desværre sker det alt for sjældent.

Instruktøren Morten BH fik berettiget ros for sin satiriske og lettere socialrealistiske sitcom A-klassen, hvor mange af de skuespillere, som medvirker i den nye film, improviserede fine pointer frem, der fik én til at trække på smilebåndet.

Samme improvisationsmetode er anvendt her. Men én ting er situationskomik i en serie, hvis historie ikke blot løber over en enkelt episode, men over en hel sæson. En anden ting er at dreje en decideret filmkomedie, som både er forpligtet på sin stils konsekvens i et længere forløb og samtidig bør være nogenlunde stringent med sine præmisser.

Problemet er nemlig, at filmen gerne vil tages rigtig alvorligt over halvvejs inde i historien. Pludselig vil den indigneret og seriøst pege fingre ad lægemafia, psykiatrisk terror og misbrug af magt og piller. Men da er det for sent.

I en lang times tid har vi set en letbenet komedie i et nedslidt asyl med personale og patienter som karikaturer og klovne. Paprika Steen som en sympatisk, enfoldig og skæg, men også outreret person, der ret beset med sin overtro og heksekunstner er til fysisk fare for sine omgivelser.

Faktisk er nogle af de få farceagtige numre både fjollede og før sete – som at der er forskel på en jomfru i virkeligheden og som stjernetegn på himlen!

Det hæmmer også filmens flow, at der skiftes mellem stive studieoptagelser og glimt af et stykke natur eller storby. Det ligner til forveksling fjernsynsformatets serielle, økonomiske – nogle vil sige billige – episodeinddelinger.

Slutningen er helt grotesk og bringer os igen ud af filmens sidste halve times debat til noget, der er hundrede procent plat og folkekomisk.