Kold vinter

Han har et syleskarpt blik for mennesker i klemme, systemernes slagsider, og han kan bedre end nogen vride empati og smerte ud af tilskueren med sin nådesløse fortælleskruetvinge. 

Men modsat den klaustrofobiske abortfilm 4 måneder, 3 uger og 2 dage (2007) og landsby-korruptionsdramaet Prøven (2016) åbner Guldpalmevinderen Cristian Mungiu med Kold vinter op for et system, vi alle er en del af: det globaliserede og såkaldt frie marked. 

Det bliver herlighederne ikke mindre dystre eller uafrystelige af. Og de starter som altid helt lokalt. 

Vi er i en nutidig rumænsk landsbyflække i de transsylvanske bjerge, hvor vejen til julefred er brolagt med gode intentioner. 

Slagterimedarbejderen Matthias (Marin Grigore) vender hjem fra Tyskland til ekskone og søn, bedst som drengen har brug for en stærk mand: Otteårige Rudi har set noget uhyggeligt i skoven bag byen. 

Det lokale bageri skal op og runde 30 medarbejdere, så der kommer ekstra EU-midler til driften. Alle kender alle, og der bliver kræmmet hemmeligheder, avlet og kaglet, som der jo gør i lokalsamfund. 

Mungiu iscenesætter filmen så elegant som noget panorama-vue. Alle spiller en rolle i helheden, men vi skal et stykke hen for at se forbindelserne. 

Skuespillet er eminent, scenerne skarpskårne, billederne blåtonet smukke. Og der er så meget ulmende undergang i både skov, kærlighedsaffærer og økonomiske ditto, at det efterhånden ligner et transsylvansk korthus. 

Vindpustet er to gæstearbejdere – fra Sri Lanka af alle steder. Forstår sådan nogle sig overhovedet på køkkenhygiejne? 

På få dage er xenofobien i gear, og også den mangeårige sameksistens mellem rumænere, ungarere og tyskere begynder at knage. Romaer, katolikker, lokalpolitikere og en delegation af tilrejsende franske zoologer på bjørneudkig bliver mistænkeliggjort på skift. 

Byens kirke er det eneste sted, hvor der er plads, men det er også et sted, hvor hadet får ekstra julelyd. Her samler Mungiu alle stemmerne i et babelsk, åndeløst sytten minutters one-take, der er en mester værdig. 

Aldrig har man savnet et fredsommeligt krybbespil så inderligt, og aldrig har man set smålighed og selviskhed i så mange former. Hvis der var en gud under tagbjælkerne et sted, ville han have korset sig eller muligvis søgt at bytte logi med den stedlige greve. 

Man keder sig i det hele taget ikke, for der er flere lag i filmen end i en gennemsnitlig sæson af en streamingserie. Tag bare fårene, der går gennem filmen som tilbagevendende motiv, men med allehånde symbolske tolkningsmuligheder. 

Der er også truslen i skoven, som nok vil tage røven på de fleste. Der er klassehierarkier, overlevelsesstrategier for børn og voksne, fine spind af egenskaber og interesser, der binder umage mennesker sammen. 

De få drys af varme kommer især fra Matthias’ ekskone Ana (Macrina Bârlădeanu), der beskytter sin søn med forståelse og nattekram. Og så kommer de fra den daglige leder af bageriet, Csilla (Judith State), som tager sig omsorgsfuldt af de udsatte srilankanere. 

Men de ligger symptomatisk nok begge to under for Matthias’ skygger af machoinstinkter. 

Filmens originaltitel er R.M.N., som man kunne tro var en forkortelse for Rumænien. Men det er det lokale ord for den type scanning, vi herhjemme kender som MRI. 

Den giver præcise tværsnit af for eksempel hjernen, lag efter lag. Og selv om der er sådan en scanning med i filmen, er titlen indlysende metaforisk ment. 

Mungiu scanner en befolkning, deres adfærd og begrænsninger. Og scanningen er distanceret, klinisk, uden mange forsonende elementer. 

Det er filmens styrke og begrænsning på en gang. Man føler indimellem, at Mungiu ser patienter frem for mennesker, og det er svært at finde trøst i, at han er en djævleblændt dygtig læge, når diagnosen er så dyster. 

Heller ikke den danske titel lyver. Det trækker ikke bare op til vinter i Europa, men også en fucking kold en af slagsen.