Tv-anmeldelse
25. mar. 2024
Konkurs på 1. klasse – Jagten på Lauritz-millionerne

Journalist Jens Langhorn rejser langt for at få bestyrelsesformand Bengt Sundstrøm og direktør Mette Sundstrøm fra Lauritz.com i tale, men de gemmer sig på uværdig vis.

Foto | Monday Media

Konkurs på 1. klasse – Jagten på Lauritz-millionerne

Konkursskandalen om antikvitetshuset Lauritz.com bliver oprullet i rugbrødsdokumentar, men det er en begmand, at DR ikke har fået en bagmand i nettet.

Af Kristian Ditlev Jensen

I DR-dokumentaren Konkurs på 1. klasse – Jagten på Lauritz-millionerne håber man som seer på at gøre en god handel. Kan man for én times penge komme helt ind under huden på de mekanismer, der ligger bag en konkurs? 

Hvad driver tilsyneladende dygtige folk til at køre en virksomhed helt i sænk? Måske endda med vilje? 

Imidlertid falder hammeren lidt halvtungt. Vi kommer ikke dybt ned i historien bag forliset for antikvitetshuset Lauritz.com og dets 350 ansatte i Danmark, Sverige, Tyskland og Belgien. 

Oplægget er ellers stærkt. 

Historien udspiller sig i et auktionshus, som specialiserer sig i at sælge folks antikviteter og andre fornemme genstande. En del af virksomheden opererer i de høje luftlag af kunst, brugskunst, kunsthåndværk, luksusvarer og finkultur. 

Det er nærmest ikke til at sparke sig frem for Rolex-ure og designermøbler. 

Den menneskelige side bliver beskrevet med forskellige sager, og hvorfor ikke tage de to, der lige er nævnt? En køber står frem og forklarer, at han som pensioneret urmager har købt ramponerede armbåndsure, blandt andet netop af topmærket Rolex, for at reparere dem, rengøre dem grundigt og sætte dem til salg hos Lauritz.com igen. 

I alt har han deponeret ure for over 150.000 kroner, som skulle være gået til et sommerhus. Men den flittige urmager ser formentlig ikke en krone for et års seniorarbejde. Samme skæbne lider en anden kunde, der – efter sin mors død i 2020 – har sat en række klassiske møbler af danske designere til salg. 

De har en tårnhøj affektionsværdi, men han skiller sig af med dem af pladshensyn. Han skulle have rundt regnet 30.000 kroner udbetalt. Men efter henstand på henstand bliver det formentlig ikke til noget. 

Journalisterne Jens Langhorn og Amanda Schmidt fra Monday Media, der har produceret dokumentaren for DR, slår ned på en række punkter, hvor den er helt gal med konkursen og baggrunden for krakket. 

Ægteparret bag virksomheden – administrerende direktør Mette Sundstrøm og bestyrelsesformand Bengt Sundstrøm – er mistænkt for at have anvendt godset Göholm i Sverige privat, skønt det er Lauritz.com, der har købt det som kursusvirksomhed. En pudsig detalje, eftersom brandmyndighederne slet ikke tillader overnatning af mange gæster på ejendommen. 

Samtidig er en del af den kunst, Lauritz.com har købt, forsvundet. Men måske kan den findes på det vinslot i Frankrig til mere end 100 millioner kroner, hvor parret i dag bor? 

Endelig har folkene bag Lauritz.com brugt firmaet som en simpel kassekredit. Når man manglede midler, har man simpelthen formøblet de penge, som man har fået ind for folks antikviteter. 

Som i et pyramidespil. 

Den slags slutter jo en dag, men med juridiske skotter mellem firma og privatliv – to domæner, man ellers angiveligt ikke har kunnet finde ud af at holde adskilt – kan bagmændene ikke røres. Der venter formentlig et liv i sus og dus, mens en sorgramt arving og den grundige urmager sidder slukøret tilbage. 

Indimellem er der fine billeder, men grundlæggende er der tale om en rugbrødsdokumentar. Og når det hele handler om nogle konkrete, nulevende mennesker, må det siges at være en begmand, at journalisterne ikke har fået en bagmand i nettet. 

Ingen vil udtale sig. 

I stedet får vi den skrevne udtalelse, som også politikere er begyndt at benytte sig af. ”Vi kan ikke genkende billedet, vi har ingen kommentarer, bla bla bla ...” Hvilket er uværdigt, når man i det store hele for længst er blevet afsløret. Ikke mindst af de to journalister på Jyllands-Posten, som selv medvirker i dokumentaren. 

Formentlig af juridiske grunde bliver det ikke sagt højt. Men som seer sidder man tilbage og spekulerer på, om direktøren og formanden, som i de senere år har trukket 140 millioner kroner ud til sig selv, ikke bare er førsteklasses svindlere?

Titel:
Konkurs på 1. klasse – Jagten på Lauritz-millionerne

Land:
Danmark

År:
2024

Redaktionschef
Kasper Vilsmark

Medvirkende:
Henrik Selchau Poulsen, Rune Derno

Spilletid:
58 minutter

Premiere:
24. marts på DRTV

Relevante artikler

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
04. aug. 2024
Nul stjerner – sæson 7

Nul stjerner – sæson 7

Serieanmeldelse
24. juli 2024
Time Bandits

Time Bandits

Serieanmeldelse
17. juli 2024
The Bear – sæson 3

The Bear – sæson 3

Serieanmeldelse
14. juli 2024
Omnivore

Omnivore

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!