kOsOng (No One Inside)

En livmoder badet i guddommeligt sollys tilbedes af et par knaldrøde hænder. 

Chonie Prysilia og Hizkia Subiyantoros film handler om fem indonesiske kvinder, som alle er barnløse. 

Nogle af kvinderne kalder problematikken ”barnløshed”, mens andre kalder det ”barnfrihed”. Ingen af delene hverken forstår eller anerkender det indonesiske samfund. 

Nogle af kvinderne føler sågar, at deres liv er blevet ødelagt af samfundets fordomme. 

Instruktørægteparret har interviewet disse kvinder og gengivet deres fortællinger gennem forskellige animationsteknikker. Men filmskaberne har desværre ikke fået fat i ordentlige mikrofoner til deres interviewpersoner. Kvinderne lyder, som om de sidder inde i en blikdåse og snakker. 

Heldigvis er kOsOng (No One Inside) også en utroligt smuk animationsfilm. 

Filmen benytter animationsteknikker og værktøjer såsom vandfarver, blyanttegninger, kollager og stop-motion. De fleste af dem har tilmed fået tilført den såkaldte rotoscoping-teknik, der indebærer, at en tegner laver sin animation oven på levende billeder. 

Hvis man filmer en person, der løber, kan man således efterfølgende tegne efter hvert enkeltbillede og præcist gengive bevægelserne. 

Disney har brugt rotoscoping til at animere nogle af deres klassiske tegnefilm som Snehvide, Askepot og Peter Pan. Teknikken kræver enorme mængder slid, men den får animationen til at flyde fabelagtigt glat og realistisk. 

Det får kvinderne i kOsOng (No One Inside) til at fremstå uhyre virkelighedsnære. 

Igennem hele filmen hjælper billedsiden og kvindernes fortællinger med at give tilskueren et stærkt indtryk af dokumentarens kerneproblematik. 

En af kvinderne venter med at få børn, til hun og manden begge er helt klar til det. Alligevel bliver hun spurgt af nærmest totalt fremmede mennesker, om de ikke snart skal give deres forældre nogle børnebørn. 

”Nu er I gifte, så der skal børn på bordet, og det kan kun gå for langsomt,” siger forældre, bedsteforældre og tilfældige naboer i munden på hinanden. 

De uendelige kommentarer og spørgsmål skildrer filmen som farverige balloner, der bliver rakt til den barnfrie kvinde. Hun samler flere og flere, indtil hun har flere end en ballonsælger i Tivoli. Selv mandens venners spørgsmål svæver over mod hende – for barnløshed er jo altid kvindens skyld. 

Sådan skaber dokumentaren indtryk, som sætter sig fast på nethinden. 

Hen mod slutningen er mikrofonlyden glemt. Man bliver gang på gang chokeret og indigneret, når man hører om de gyselige ting, barnløse kvinder bliver udsat for i Indonesien. 

kOsOng (No One Inside) er krystalklar i mælet og sin kritik af det babyfikserede, indonesiske samfund. Men det er en kritik, der også vækker genklang i Danmark. 

For selv om Danmark er et mindre konservativt samfund end det indonesiske, er barnløshed ikke desto mindre også et tabu herhjemme. 

Har man læst nyhedsartikler om, at unge kvinder skulle tage at få sig nogle børn, selv om de studerer, prøver at starte en karriere eller bor på få kvadratmeter sammen med andre, kan man kun nikke til filmens betragtninger.