Serieanmeldelse
02. okt. 2018
Kriger
Med sit stærke nærvær bliver Danica Curcics politiefterforsker Louise dramaets centrum i TV 2-serien Kriger, hvor hun forsøger at fælde en voldelig rockergruppe. Foto | Karoline Lieberkind

Kriger

Christoffer Boe fortæller med bravur en krimihistorie i seks afsnit, som med hypnotiske billeder og skarp psykologi indfanger kampen i Københavns brutale underverden.

Af Peter Schepelern

”Det var dig, som dræbte min far,” siger den lille Max efter begravelsen i første afsnit af TV 2-serien Kriger. Og krigsveteranen CC (Dar Salim) må give ham ret. Hans gode ven Peter blev dræbt i et baghold, og det var CC, der havde kommandoen.

Peters enke, Louise (Danica Curcic), er politiefterforsker og har gennem flere år forsøgt at fælde den djævelske Tom (Lars Ranthe), der er præsident for rockergruppen Wolves. Nu kan hun bruge CC’s skyldfølelse til at drage ham ind i en farlig plan, der går ud på at infiltrere Wolves.

Vi kender temaet fra Donnie Brasco og Susanne Biers nylige Natportieren. Med diverse manipulationer gør den falske person sig populær hos den dæmoniske skurk og kommer længere og længere ind i løvens hule. Scener, hvor den infiltrerende helt bliver sat på prøve eller er ved at blive afsløret, er altid godt dramatisk stof, og Kriger udnytter genren virtuost i sine seks afsnit.

CC må sno sig, aflede mistanker og kaste skylden på andre, hvilket godt kan få brutale konsekvenser. Helliger målet midlet? Ikke altid, og de kloge vil nødvendigvis narre de mindre kloge, når bossen ser sig om i kredsen for at afgøre, hvem der er den forræderiske ”rotte”.

Der spilles godt. Dar Salim har måske ikke noget stort udtryksregister, men det er netop en pointe, at han går gennem den voldsomme action og de anspændte situationer med et neutralt behersket udtryk, kølig og kontrolleret. Han er den ensomme, fremmedgjorte mand, som Christoffer Boe så ofte har fokuseret på i sine film.

Lars Ranthe er med vansirede ar i ansigtet og kroppen dækket af store tatoveringer en overbevisende rockerboss, som kan noget særligt med skruetrækker og hammer.

Men især er det den altid fremragende Danica Curcic, der med sit stærke, emotionelle nærvær bliver dramaets centrum, og som effektfuldt svinger mellem lidelse og handlekraft. Hen mod slutningen er der også havnerundfart med Nicolas Bro, som har været med i alle Boes film.

Serien, der har manuskript af Boe og Simon Pasternak, lægger sig ind i tidens danske krimitrend. 

Det er let at se slægtskabet med Forbrydelsen, Broen, Bedrag og især TV 2’s nylige Greyzone, der har en lignende grundmodel: Etnisk mand, yngre kvinde, lille dreng.

Men hvor Greyzone helt og holdent satsede på afviklingen af det forholdsvis simple plot – men faktisk kun havde ét rigtigt spændende øjeblik (”Der er ingen, der hedder Simone i min børnehave”) – dér fremstår Kriger som et anderledes komplekst værk.

Der er den sociologiske dimension – soldaterne, rockerne, politifolkene i hver deres parallelle mikrokosmos med spilleregler og et kontant forhold til liv og død. Der er den psykologiske dimension, som omfatter en dosis underliggende seksuel tiltrækning, men også udfolder sig i skildringen af rockernes nærtagende pirrelighed i den interne hakkeorden og deres sjovt småborgerlige kodeks midt i brutaliteten.

Der skal ryddes pænt op efter måltidet, og over det store bord i fællesrummet hænger en PH-koglelampe!

Men især er der lokaliteterne. Boe har siden Reconstruction haft et særligt flair for byen, både arkitektonisk og mentalt, og med Jacob Møllers eminente billeder får vi stadigt skiftende vinkler på København som en hypnotisk kulisse, på samme tid fremmed og velkendt.

Selvsagt er der brug for den udfordrende, eksperimenterende filmkunst, som kan afsøge dunkle territorier, men det er helt afgørende, at der også bliver kanaliseret kunstnerisk glød ind i de mere tilgængelige fortælleformer, og det lykkes med bravur i Kriger.

Det kan konstateres, at Hr. Boe (som han har kaldt sig siden Filmskoletiden – ”von” var ligesom optaget) har tilbagelagt rejsen fra eksklusiv auteurkunst til bredt underholdende mainstream uden at sætte hverken talentet eller personligheden over styr.

Ekko #79

Interview med Christoffer Boe i det nye nummer.

Kan købes i kiosker eller bestilles her.

Titel:
Kriger

Sæson:
1

Land:
Danmark

År:
2018

Serieskaber:
Christoffer Boe

Medvirkende:
Dar Salim, Danica Curcic, Lars Ranthe, Jakob Oftebro, Søren Malling

Spilletid:
Seks afsnit af cirka 60 minutter

Anmeldelse:
Seks afsnit

Premiere:
8. oktober på TV 2

Relevante artikler

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
10. aug. 2022
Udvandrerne

Udvandrerne

Cph:Dox 2019
19. mar. 2019
The Other Munch

The Other Munch

Biografanmeldelse
18. nov. 2017
Lumière!

Lumière!

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

En stjerne fødes i nyt Ekko
Nyhed
30. aug. 2018

En stjerne fødes i nyt Ekko

Da min kornmark blev Halmtorvet
sommerserie
23. aug. 2020

Da min kornmark blev Halmtorvet

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!