Krop & sjæl

En polsk komedie i grå nuancer om spiseforstyrrelser, parterede lig og en afdød mor.

Var det noget?

Før du automatisk går videre på biografernes menukort, skal det nævnes, at Krop & sjæl rent faktisk formår at blande de sørgelige ingredienser til en særdeles underholdende omgang ruskomsnusk.

Małgorzata Szumowskas komedie handler om lidelser og mad, og det lykkes instruktøren at behandle voldsomheder, uden det bliver hverken frastødende eller tandløst. Det indbragte hende en Sølvbjørn på Berlinalen i fjor som bedste instruktør.

Janusz (Janusz Gajos fra landsmanden Kieslowskis Hvid) er retsmediciner. En dag kaldes han ud til et offentligt toilet, hvor en mor har dræbt sit lille barn. Hun har parteret det og smidt det i en kumme. Den undersætsige, jordbundne træmand lader sig ikke påvirke, han vil bare gerne nå at blive færdig inden frokost.

Klip.

Janusz sidder så og spiser suppe fuld af udefinerbare kødstykker. Det er herligt provokerende i en film, der også beskæftiger sig med bulimi.

Det er et trist udgangspunkt, der oftest anvendes anderledes tragisk. I Jeppe Røndes Bridgend hvirvles en efterladt far og hans teenagedatter eksempelvis ind i en selvmordskult.

Her kommer Olga i terapi hos spiritisten Anna (Maja Ostaszewska).

Anna er en sær snegl med en kæmpe hund. Hun har snor i de røde briller, kort pjusket hår og en rullekravesweater under en spraglet strikvest. Hun mistede et barn for mange år siden. På jobbet tager hun sig af anoreksi-ofre, i fritiden forsøger hun at tale med de allerede døde.

Krop og sjæl søger ikke et forløsende grin i hver scene. I længere perioder kommer vi tæt på de teenagere på den psykiatriske afdeling, der er så afkræftede, at de knap kan give lyd fra sig. Derfor er den pinagtige situationskomik ofte overrumplende.

Som da lederen af den psykiatriske afdeling pludselig synes, det er mere interessant, at han og Janusz har samme ringetone end at diskutere Olga. Eller da unge barylere hælder vand på en gammel dame, og Janusz på afstand fniser bittert.

Det er karakteristisk for komedien, at det aldrig er offeret, der gøres grin med.

Janusz lærer Anna at kende gennem hendes arbejde med Olga. Og hun vækker et håb i den rationelle retsmediciner om, at han måske kan komme til at kommunikere med sin afdøde hustru.

Død, sorg og ulykker popper op i Krop & sjæl som bananskræller, personerne kan glide rundt i. Szumowska er eminent til at finde skægge sprækker i det trøstesløse, men det sker på en måde, så de enkelte scener fungerer bedre end helheden.

Hele diskussionen om det overnaturlige, som enten et desperat håb for sorgtyngede eller fornuftig lindring for efterladte, går filmen aldrig rigtig ind i. Og så kommer spiritismen blot til at virke som en tilfældig valgt katalysator for komik.

Derfor slutter Krop & sjæl ikke lige så fremragende, som den begynder. Men det havde nærmest også været umulig at overgå startens forrygende indførsel i begsort, polsk deadpan.

Janusz træsker ind i en skov i gul regnfrakke. Det er tidlig morgen, og en mand har hængt sig i en tyk gren. De får skåret manden ned og vender sig bort fra det triste syn for at tale dødstidspunkt og andre teknikaliteter. Bag dem rejser manden sig og går ud i den polske morgen.

Janusz har ikke gjort sit arbejde ordentligt, og så er det naturligvis ikke urealistisk, at de døde genopstår.

Var scenen blevet eksekveret uden klipning, var den som taget ud af en Roy Andersson-film, og det er en helt særlig ros for en tragikomedie.