Biografanmeldelse
03. mar. 2020
Krudttønden
Debutanten Albert Arthur Amiryan er glimrende som den sammenbidte Omar el-Hussein, der ender med meningsløst at slå to mennesker ihjel i 2015. Foto | Christian Geisnæs

Krudttønden

Med Krudttønden som symbol på verdenssamfundets stadigt kortere lunte har Ole Christian Madsen skabt et fremragende nødråb om at tale sammen i stedet for at dø sammen.

Af Bo Tao Michaëlis

At forstå alt er at undskylde alt.

Man plejer at sige det på fransk, og så lyder det smukkere. At se en forklarende sammenhæng selv i det mest meningsløse og modbydelige.

På flere måder synes det at være den kunstneriske drivkraft bag Ole Christian Madsens Krudttønden. Ikke at instruktøren skaber en forsvarstale for, hvad der skete i døgnet fra den 14. til 15. februar 2015, men han bruger sin film med indignation til et nødråb om at tale sammen i stedet for at dø sammen.

Det sker ud fra vinkler på fire vidt forskellige personer fra deres hjørne af tilværelsen i (gårs)dagens Danmark op til og under ulykkesnatten. Fire mænd næsten uden kvinder, og hvor der i den sørgelige ende efter sidste nedskydning er meget lidt – måske intet – til vinderen, som skal begrave de døde.

Den fraskilte og nedslidte politimand Rico (alias en neddæmpet og aldeles fremragende Nikolaj Coster-Waldau) kan dog konstatere med et håb, at vi mennesker bør blive bedre.

At vi kan mødes og skilles uden at slå ihjel.

Ole Christian Madsen viser med Krudttønden, at han er en af vores fornemmeste og mest ferme filmfortællere.

Med sin sikre, fortællende stil sat op med en hurtig og koncis klipning og vekslende kameraer splitter han fire mænds liv op til attentatet. Og i filmens sidste halve time sætter han dem ind under samme, blodrøde cirkel og fatale aften, hvor kun en af dem får lov til at leve videre.

Ligesom i Madsens flamboyante modstandsfilm om anderledes og dog enslydende mænd i krise – Flammen & Citronen – er volden knap og kynisk. Det er kontant nedslagtning uden duel, antiromantisk vold, som så alligevel inciterende siger, at døden aldrig giver kredit.

Synkront er filmen krydret med klip fra overvågningsfilm. Vi ser, hvorledes drabsmanden uhindret bevægede sig rundt i landskabet, og det er indirekte en kritik af, at PET mere end sov i timen.

Den stærkeste, mest følsomme og pinefulde lange scene er en krakelerende Sonja Richter – den dræbte Finn Nørgaards kæreste – der på en politimands mobiltelefon skal identificere hans lig.

Hun konstaterer stille melankolsk, at han som død ser ældre ud end dengang i live. Det er Lars Brygmann, der solidt gestalter Nørgaard som en vred, midaldrende mand. En uglad dansker, som på grund af frustrationer på filmjobbet og dybt rørt af nedskydningen på Charlie Hebdo i Paris pludselig opfører sig absurd dumdristigt i forsøget på at overmande den islamiske skarpskytte ved Krudttønden.

Finn er den menneskelige, indignerede stemme, der ved middagsbordet mener, at vi bør skride ind over for den snigende terror i stedet for at være overbærende og tolerante.

Måske kunne man godt have undværet dette middagsselskab a la Leif Panduro, hvor den snakkende kreative klasse for 117. gang vender sin idiosynkrasi og ideologi over rødvin med mere. På den anden side falder scenen logisk i tråd med Nørgaards spontane og skæbnesvangre skaktræk over for Omar el-Hussein.

Omar og det andet drabsoffer – den jødiske vagt Dan Uzan – bliver spillet af debutanter (Albert Arthur Amiryan og Adam Buschard). De gør det begge glimrende. De er troværdige i deres divergerende bøjninger af det tragiske.

Omar er dog lige ved at blive lidt for dæmoniseret som den arabiske kriger, Vesten alle dage har været bange for. Men det ender aldrig i det stereotype, og Omar er offer for uheldige omstændigheder og socialt samspil.

Nej, vi skal overhovedet ikke tilgive ham – snarere forstå ham med modifikationer i et mere og mere splittet samfund. Således ligger det lige for at tolke Krudttønden som andet end et lokale ude på Østerbro. Det er et symbol på et verdenssamfund, hvis krudtlunte bliver kortere og kortere.

Titel:
Krudttønden

Land:
Danmark

År:
2020

Instruktør:
Ole Christian Madsen

Manuskript:
Ole Christian Madsen, Lars K. Andersen

Medvirkende:
Nikolaj Coster-Waldau, Lars Brygmann, Albert Arthur Amiryan, Jakob Oftebro, Sonja Richter

Spilletid:
106 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
5. marts

Relevante artikler

Nyhed
30. jan. 2020
Terrorofre føler sig overset af instruktør

Terrorofre føler sig overset af instruktør

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
26. juli 2024
The Decameron

The Decameron

Serieanmeldelse
19. juli 2024
Lady in the Lake

Lady in the Lake

Biografanmeldelse
15. juli 2024
Den moderne kvinde

Den moderne kvinde

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!