Krummerne – Alt på spil

”Hele familien Danmark kan endelig ånde lettet op: Krummerne er tilbage,” skrev Regner Grasten Film i en pressemeddelelse i marts.

De suk, der hørtes, var dog ikke af lettelse, men af ringeagt. For det stank, brummede flere anmeldere, langt væk af endnu en grisk samlebåndsfilm a la Min søsters børn/Far til fire, der ikke træder så meget som en lilletå uden for forgængernes fladtrådte fodspor.

Nu er filmen her så, og Krummerne – Alt på spil, som rebootet hedder, vil ikke formilde kritikerne. Tværtimod. Med sit halvbagte manuskript, håndholdte discountlook og et skæbnesvangert fravær af humor og personlighed indfrier filmen desværre alle fordommene og ligner et stykke bevidstløst bestillingsarbejde, der er gået stærkt – for stærkt.

Krumme (en velcastet Victor Stoltenberg, kendt som Villads fra Arvingerne) vil så gerne imponere den silkefine Yrsa og ydmyge plageånden Hans ved et forestående cykelløb mod naboskolen. Han har bare ingen cykel! Og ikke megen fidus til sin verdensfjerne opfinderfars (Henning Valin) projekt om at bygge én selv.

I det kaotiske Krumborg-hjem er der ebbe i familiekassen, og det bliver ikke bedre af, at farmand siger op som skolelærer for at hellige sig opfinderiet. Og da underboen fru Olsen (Kirsten Norholt) bliver bondefanget af et par svindlere (Lars Bom og Jens Jørn Spottag), er familien pludselig i fare for at blive sat på gaden. Kan Krumme og hans forældreløse ven Tom redde dagen igen? Mon ikke?

Det er stadig svært at være elleve år, men åbenbart ikke stort anderledes end i 90’erne. Det er de samme problemer, der tumles med i filmens nostalgisk-romantiserede barndomsunivers, hvor der ikke eksisterer iPads og mobiltelefoner, og hvor jernhesten er statussymbol par excellence i skolegården.

Andetsteds tages samtiden i satirisk behandling, når der daskes til skolereformens krav om ”effektiviseringer” gennem Preben Kristensens naragtige inspektør med en faible for Kinas rigide skolesystem. Men samfundskritikken er for upræcis til at svie eller more. Hvilket er symptomatisk for John Stefan Olsens planløse manuskript, der med en leddeløs struktur ikke får formet sine pointer og figurer færdigt.

For eksempel skurkene, der lanceres som et sæt mere ”voksne” sjufter end røverne Boris og Ivan – for så alligevel at blive gelejdet ned ad samme slapstickspor mod slutningen, hvor inspirationen fra Alene hjemme i øvrigt bliver lidt for tyk.

Ellers går det på frihjul og bedste beskub ud ad den snorlige landevej. Vi kender turen i søvne, men den er tryg og hyggelig, og det ville også være urimeligt at forvente kunstneriske kolbøtter fra Krumme-film nummer fem.

Men en smule mere kreativitet havde ikke skadet. Instruktør Barbara Topsøe-Rothenborg var Laus Høybyes Yrsa i 90’erne og lignede egentlig et friskt valg til at indfange datidens charme. Men med ubehændige actionscener og et billigt håndholdt udseende, der ikke tilfører hverken autenticitet eller naturlighed, formår hun ikke at løfte materialet fra genbrugspladsens dynge.

Svingende skuespil er et vilkår med så mange børn på rollelisten, men de jævne replikker og løse persontegninger hjælper ikke med at få scenerne til at slå gnister. Selv Krumme bliver, trods Stoltenbergs gode forsøg, lidt udflydende.

Er den så dårligere end de gamle film? Jeg tjekkede efter, og der er altså mere at smile af i Laus Høybye-filmene fra starten af 90’erne. De har mere humør og humor, ligesom man fornemmer, at de er lavet med hjerte og begejstring. Alt det, som den ansigtsløse Krummerne – Alt på spil mangler.