Biografanmeldelse
02. okt. 2014
Krummerne – Alt på spil
Victor Stoltenberg (til venstre) er den femte Krumme i rækken efter Laus Høybye, Benjamin Rothenborg Vibe, Per Damgård og Jamie Morton. Foto | Henrik Petit

Krummerne – Alt på spil

Genopvækkelsen af Krummerne er en bevidstløs og humorforladt imitation af de folkekære forgængere.

Af Jesper Olsen

”Hele familien Danmark kan endelig ånde lettet op: Krummerne er tilbage,” skrev Regner Grasten Film i en pressemeddelelse i marts.

De suk, der hørtes, var dog ikke af lettelse, men af ringeagt. For det stank, brummede flere anmeldere, langt væk af endnu en grisk samlebåndsfilm a la Min søsters børn/Far til fire, der ikke træder så meget som en lilletå uden for forgængernes fladtrådte fodspor.

Nu er filmen her så, og Krummerne – Alt på spil, som rebootet hedder, vil ikke formilde kritikerne. Tværtimod. Med sit halvbagte manuskript, håndholdte discountlook og et skæbnesvangert fravær af humor og personlighed indfrier filmen desværre alle fordommene og ligner et stykke bevidstløst bestillingsarbejde, der er gået stærkt – for stærkt.

Krumme (en velcastet Victor Stoltenberg, kendt som Villads fra Arvingerne) vil så gerne imponere den silkefine Yrsa og ydmyge plageånden Hans ved et forestående cykelløb mod naboskolen. Han har bare ingen cykel! Og ikke megen fidus til sin verdensfjerne opfinderfars (Henning Valin) projekt om at bygge én selv.

I det kaotiske Krumborg-hjem er der ebbe i familiekassen, og det bliver ikke bedre af, at farmand siger op som skolelærer for at hellige sig opfinderiet. Og da underboen fru Olsen (Kirsten Norholt) bliver bondefanget af et par svindlere (Lars Bom og Jens Jørn Spottag), er familien pludselig i fare for at blive sat på gaden. Kan Krumme og hans forældreløse ven Tom redde dagen igen? Mon ikke?

Det er stadig svært at være elleve år, men åbenbart ikke stort anderledes end i 90’erne. Det er de samme problemer, der tumles med i filmens nostalgisk-romantiserede barndomsunivers, hvor der ikke eksisterer iPads og mobiltelefoner, og hvor jernhesten er statussymbol par excellence i skolegården.

Andetsteds tages samtiden i satirisk behandling, når der daskes til skolereformens krav om ”effektiviseringer” gennem Preben Kristensens naragtige inspektør med en faible for Kinas rigide skolesystem. Men samfundskritikken er for upræcis til at svie eller more. Hvilket er symptomatisk for John Stefan Olsens planløse manuskript, der med en leddeløs struktur ikke får formet sine pointer og figurer færdigt.

For eksempel skurkene, der lanceres som et sæt mere ”voksne” sjufter end røverne Boris og Ivan – for så alligevel at blive gelejdet ned ad samme slapstickspor mod slutningen, hvor inspirationen fra Alene hjemme i øvrigt bliver lidt for tyk.

Ellers går det på frihjul og bedste beskub ud ad den snorlige landevej. Vi kender turen i søvne, men den er tryg og hyggelig, og det ville også være urimeligt at forvente kunstneriske kolbøtter fra Krumme-film nummer fem.

Men en smule mere kreativitet havde ikke skadet. Instruktør Barbara Topsøe-Rothenborg var Laus Høybyes Yrsa i 90’erne og lignede egentlig et friskt valg til at indfange datidens charme. Men med ubehændige actionscener og et billigt håndholdt udseende, der ikke tilfører hverken autenticitet eller naturlighed, formår hun ikke at løfte materialet fra genbrugspladsens dynge.

Svingende skuespil er et vilkår med så mange børn på rollelisten, men de jævne replikker og løse persontegninger hjælper ikke med at få scenerne til at slå gnister. Selv Krumme bliver, trods Stoltenbergs gode forsøg, lidt udflydende.

Er den så dårligere end de gamle film? Jeg tjekkede efter, og der er altså mere at smile af i Laus Høybye-filmene fra starten af 90’erne. De har mere humør og humor, ligesom man fornemmer, at de er lavet med hjerte og begejstring. Alt det, som den ansigtsløse Krummerne – Alt på spil mangler.

Titel:
Krummerne – alt på spil

Land:
Danmark

År:
2014

Instruktør:
Barbara Topsøe-Rothenborg

Manuskript:
John Stefan Olsen

Medvirkende:
Victor Stoltenberg Nielsen, Martine Hjejle, Lisbeth Wulff, Henning Valin Jakobsen, Lars Bom, Jens Jørn Spottag

Spilletid:
85 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Premiere:
2. oktober 2014

Relevante artikler

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
09. feb. 2015
Better Call Saul

Better Call Saul

Biografanmeldelse
21. jan. 2015
American Sniper

American Sniper

Biografanmeldelse
07. jan. 2015
Taken 3

Taken 3

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Det mørke tårn bliver udskudt
Nyhed
04. nov. 2016

Det mørke tårn bliver udskudt

”Jeg er stadig lavet af teflon”
Interview
06. juni 2013

”Jeg er stadig lavet af teflon”

Homeland den store Emmy-vinder
Nyhed
24. sep. 2012

Homeland den store Emmy-vinder

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!