Krummerne – det er svært at være 11 år

”Hun truede med at slå mig ihjel!” 

Det siger en rystet Jacob Haugaard i rollen som viceværten Hr. Svendsen. Det gik ikke stille for sig, da familien Krumborgs nidkære underbo Fru Olsen for 117. gang klagede over støjgener. 

Larm hører til i en børnefamilie. Men de viser ikke just hensyn til den aldrende kvinde. 

30 år efter, at den første film om Krummerne havde premiere, er det stadig sjovt at se, når hun balstyrisk banker kosteskaftet op i loftet, imens spektaklet ovenpå får hendes antikke lysekrone til at ryste som ved et jordskælv. 

Krummerne – Det er svært at være 11 år er den sjette film i serien, der er baseret på Thøger Birkelands bogserie om familien Krumborg. 

Og trods enkelte fusere kan den nye film måle sig med de oprindelige fra 1990’erne takket være et charmerende persongalleri og et muntert, velskrevet manuskript, som Søren Frellesen og Torvald Lervad – alias producenten Regner Grasten – står bag.

I 2021 er mor bekymret for, at skærmen fylder for meget, og Krumme foreslår, at de laver en skærmfri uge. Sammen med viceværten finder de en gammel papkasse med blandt andet bøger om børnedetektiven Kim. 

På museumsbesøg med skoleklassen bliver Krumme distraheret af montren med en funklende juvel, der har tilhørt Storfyrstinde Anastasija af Rusland. Og han er det eneste vidne til forbrydelsen, når stenen samme dag bliver stjålet. 

Men ingen vil tro på den elleveåriges fortælling, hvorfor han sætter sig for selv at opklare tyveriet i bedste Kim-stil. Og det er selvfølgelig ikke så nemt som i bøgerne. 

Noah Storm Otto og Marco Almind er fremragende castet som henholdsvis den foretagsomme Krumme og snusfornuftige Tom, som derfor går egne veje og lægger en fælde for at fange tyvene. 

Forbryderparret, den udspekulerede og storsnudede Tina (Ditte Hansen) og hendes lidt tumpede makker Jeff (Dejan Čukić), er lårklaskende sjove. 

Som skurkene Jesse og James fra Pokémon matcher deres sorte jakkesæt. Med Christiansborg i baggrunden ruller de ind foran Nationalmuseet i slowmotion i en glinsende, sort Jaguar. 

Tina har Jeff i sin hule hånd. Men hver gang makkeren kommer hende for nær, er hun ved at kaste op af væmmelse, og hun tyer til vold, når han ikke makker ret. 

”Jeg vil ikke bo på Lolland. Jeg vil bade i champagne,” svarer hun arrigt, når han foreslår, at de bruger formuen fra den kostbare ædelsten til at slå sig ned på landet. 

Dejan Čukić er morsom, men det er især Ditte Hansens Tina, der stjæler rampelyset. 

Dekadent prydet med guldsmykker – sågar hendes neglelak er gyldent – lever Ditte Hansen sig fuldstændigt ind i rollen som den grådige, egoistiske filmskurk, der vækker minder om Joan Cusacks urkomiske golddigger Debbie i Det bli’r i familien Addams. 

Det er både underholdende og oplysende, når Krummes storesøster Stine (Maya Gonzalez) påpeger, hvor kvindefjendsk det er, at faren vil fejre Sankt Hans med hekseafbrænding. 

Hun vil hellere brænde dem, der i århundreder var kvindernes arvefjende: gamle, hvide mænd! 

Det er urkomisk, når heksen således formes i Jacob Haugaards lighed, som filmen klipper til, imens forsamlingen morer sig over teenagerens kreative påfund. 

”Heksen” skal ikke bare brændes, men skydes op i luften med en raket. Den fræser rundt og drejer, som om vinden skifter retning hver andet sekund. Flere timer efter, er raketten endnu ikke landet. Det skal fremstå friskt og tegnefilmsagtigt, men bliver unødvendigt gøglet. 

Noget bedre er resultatet, når Krumme og Tom ved et uheld affyrer en raket med blå maling ind i Fru Olsens stue. 

At fyre sprængstof af mod gamle mennesker er på grænsen til, hvad man med god samvittighed tør grine ad. Men Susanne Heinrich er simpelthen kostelig som den tilknappede frue, der ude af sig selv af vrede vælter ud af lejligheden med blå maling i hovedet. 

Det kniber ofte med at skildre en nuanceret faderrolle i danske børnefilm. Tænk blot på, hvor håbløst pinlige fædrene er i de nyere Far til fire-film og i DR’s kalender Julefeber fra 2020. 

Sådan er Krummefar desværre også i Krummerne – Det er svært at være 11 år. Det fremstår som et levn fra en svunden tid, hvor man troede, at mænd ikke kunne opdrage børn. 

Det kan fædre oplagt modbevise ved at tage deres børn med i biografen til halvanden times god underholdning.