Krysantemum

Vi synes at være inde i en lind og frugtbar stime af rustikke og agrare danske film. De handler om provinsielt dagligliv, som så alligevel skæbnesvangert bliver aparte.

Ikke som i gamle dages muntre folkekomedier – snarere det modsatte: folketragedier. Morten Korch noir, hvor gårdmandsfamilien er samspilsramt, gældsat eller har siddet skævt på traktoren. Ofte en søn født alt for tidlig, og som ligger oppe på kirkegården øst for SuperBrugsen, vest for Sydmotorvejen.

Således lægger Christian Bengtsons debutspillefilm Krysantemum sig smukt ind i strømmen ude fra vor mutte provins, hvor tale er sølv, tavshed guld – og København ligger på månen.

Vi begynder med ualmindeligt fagre billeder af den nordlige vestkyst med forladte tyskerbunkere, mens isblå bølger bisser hvidt af skum.

Så lyder en eksplosion, som sætter handlingen i gang.

En ung mand er på vej hjem, mens ugler så småt letter fra hans families mose i en stor og driftig fragtmandsforretning. Det viser sig snart, at fragtmanden Thomas Christensen har forsømt sin underjordiske tank til oliefyret i den lille slægtsgård.

Nu lækker det sorte brændstof ud i græsplænen og under huset. Ingen forsikring dækker på grund af tankens alder og tilstand.

Gode råd er såre dyre.

Men den fortabte søn Anders, anlægsgartner i Aalborg, træder dog gerne hjælpende til. Også af personlige årsager.

Far og søn har været fjernt fra hinanden siden lillebror Michaels tragiske død i klitterne. Men samtidig har storebror skabt sig en karriere som sælger af illegalt fyrværkeri til folk, der ikke synes, at stjerneskud og småraketter er larmende nok.

Far er ikke meget for at stikke fingrene i krudtet, men overtales, i og med at rensning af hus og have beløber sig op i millionklassen. Så man går i gang med at sælge farligt, hjemmelavet kanonslag eller videresælge de endnu farligere krysantemumbomber – dødsensfarlige som håndgranater og dynamitstænger.

Personligt anede jeg ikke, at en sådan eksplosiv underverden eksisterede. Undtagen med de sager, hvor fyrværkeriet sprænger i luften som flybomber fra luften.

Krysantemum er flot på sin egen folkloristiske facon med delikate douce fotos. Samtidig er den spændende som en flamboyant thriller.

Den illegale handel med fyrværkeri blotlægges med det nøgne og nøgterne halvdokumentariske håndelag, som kendetager internationale mafiafilm, film om kokainkarteller og anden organiseret kriminalitet.

Politiet er ude på sidelinen, mens forbryderne distribuerer deres varer på den fandenivoldske måde – næsten som dagligvare. Synkront får vi et latent slægtsdrama. Sågar med symbolske træer i haven, nu muligvis forgiftede.

Historiens personer ankommer til handlingen med lige de informationer, som både placerer dem præcist i plottet og gør dem relevante for fortællingens dirrende drive. Og der citeres for den indforståede både fra Matador og mesteren Hitchcock.

Man mærker markant og elegant – nogle vil sige lidt manieret – at instruktøren er uddannet på Den Danske Filmskoles manuskriptlinje.

Uden at sige for meget følger Christian Bengtson sågar Jean-Luc Godards credo om, at en film selvfølgelig skal have en begyndelse, en midte og en slutning, men ikke nødvendigvis i den række følge.

Han har flere gange været nomineret til Ekko Shortlist Awards og kortfilmen Draget – der kan ses hos Ekko – er et forstudie til Krysantemum.

Billederne oppe fra Thy er indbydende. Alle skuespillere er strålende og stilsikre som næsten i alle danske film.

Morten Hee Andersen er fin som den følsomme fyrværkeriforbryder Anders, der aldrig er kommet sig over sin ulykke i barndommen. Igen yder Henrik Birch en pragtpræstation som hans svage far, der både vil være ærlig som samfundsborger og kærlig som familiefar, mens omstændighederne vil det anderledes.

Karen-Lise Mynster er ferm som den alt for kærlige Kamma i gummirøjser og bløde blikke.

Filmen er konstant spændende som en sort thriller. Simpelthen en sort perle nord for Limfjorden.