Kurt Cobain: Montage of Heck

Hvis man forestillede sig, at man kunne tage al den vrede, desperation og smerte og samtidig også al den energi, frihedstrang og livsappetit, der er indlejret i Nirvana-singlen Smells Like Teen Spirit, og så tilsætte noget dybde, kontekst og refleksion og tvære hele molevitten ud i bredformat over et biograflærred, med fuld styrke på alle udtryksparametre, ja, så ville man nogenlunde få fornemmelsen af Brett Morgens mere end to timer lange portrætfilm, Kurt Cobain: Montage of Heck.

Det er en film, der formelig eksploderer i hovedet på sit publikum – som en dæmning, der er gået hul på, hvorefter årtiers opsparede følelser og hidtil ukendte informationer kan strømme frit og fylde farver og nuancer på en historie, som vi ellers mest har kendt fra enten rygtesmede eller sensationsjægere.

Pludselig tegner der sig et nyt og balanceret billede af gåden Kurt Cobain (1967-1994). Pludselig kan vi se detaljer og mellemregninger, vi ellers har måttet gætte os til. Pludselig træder et menneske frem af asken efter myriader af skamredne myter.

Ikke at det ikke er en film præget af markante fravalg. Eksempelvis undlader instruktøren helt at svælge i hovedpersonens selvmord og de konspirationsteorier om hustruen Courtney Loves mulige rolle i den forbindelse (her må man konsultere den omfattende sekundærlitteratur eller Nick Broomfields dokumentar Kurt & Courtney fra 1998).

Og også historierne om grunge-fænomenet og bandet Nirvana må man stort set kigge i vejviseren efter. Men når det er sagt, får man forbløffende meget at vide. Og – først og fremmest – forbløffende meget at se.

Præmissen er enhver dokumentarists våde drøm.

Efter i årevis at have siddet tungt på arvesølvet har Courtney Love givet Brett Morgen ubegrænset adgang til det hele: private videooptagelser, stakkevis af kassettebånd med indtalte dagbogsnotater og hjemmestrikkede lydmontager, notesbøger, tegninger og meget mere. En veritabel guldgrube af dokumentationsmateriale, som tilsammen må gøre Montage of Heck til den mest intimt nærgående og velunderbyggede musik-dok ever.

Lægger man så hertil, at det enorme materiale er sat ind i en sober og velstruktureret ramme – båret af få, men omhyggeligt valgte vidneudsagn – og at alle de mange enkeltdele er eminent godt skruet sammen og visse steder endda ydermere suppleret af velfungerende animation, ja, så ender vi uvægerligt oppe i mesterklassen.

Historien er lige så velkendt, som den er klassisk. En såret skilsmisseknægt fra det yderste Nordvest (lillebyen Aberdeen) opfostres på en diæt af forkælelse, svigt og solide doser Ritalin, og efter et hormonelt ridt gennem teenageårene, som det meste af tiden foregår ude på afgrundens rand, findes en slags retning og mening i musikken.

Vi kender skabelonen til bevidstløshed, men takket være det righoldige materiale (og den kreative bearbejdning af samme) tager filmen os et langt stykke ad vejen med på den turbulente rejse gennem Kurt Cobains alt for korte liv.

Hertil kommer så de bemærkelsesværdigt åbenhjertige samtaler med en god håndfuld nøglepersoner, heriblandt Cobains mor, far, stedmor, søster og ekskæreste. Det har tydeligvis været gavnligt for alle (og dermed også for filmen) at få begivenhederne på afstand, og herudover har Morgen et åbenlyst talent for at opnå sine interview-ofres tillid. Selv den ellers notorisk konfrontationssøgende Courtney Love virker afvæbnende ærlig (om end afmålt).

Indimellem kan det naturligvis blive skrap kost at få smasket alle disse private øjeblikke med grunge-generationens svar på John & Yoko lige i synet.

Men omvendt kan man ikke andet end glæde sig over omsider at få et fordomsfrit og troværdigt bud på historien om Kurt Cobain – og så oven i købet foldet ud med en detaljerigdom og en power, som er rent ud svimlende.