Kvinden der forsvandt

Bestsellerfilmatiseringen har sine særlige udfordringer.

Hvis man ændrer handlingsforløbet, klager læserne og siger, at sådan var det ikke i bogen. Hvis man ikke ændrer handlingsforløbet, men holder sig til det, som bogen foreskriver, så risikerer man, at de der har læst bogen keder sig.

Gillian Flynns Gone Girl solgte over to millioner eksemplarer i USA og er blevet oversat vidt og bredt (på dansk: Kvinden der forsvandt).

Da den skulle filmatiseres, forlød det, at man ville lave væsentlige ændringer i plottet. Og man kan godt forstå dette signal, for selv om bogen under alle omstændigheder er en god substantiel historie om et ægteskab, der er ved at krakelere i finanskrisen, er dens hovedattraktion, at den byder på en håndfuld gedigne twists og overraskelser i plottet.

Når det kom til stykket, er der dog ikke sket de store ændringer i filmatiseringen, men det gør ikke noget. Det er da også forfatteren selv, der uden tidligere filmerfaring har skrevet manuskriptet. Ret usædvanligt, for filmindustrien plejer at skynde sig at sende forfatteren en check og frabede sig al yderligere indblanding.

Hovedpersonerne er Nick og Amy, to strålende yngre mennesker, begge skribenter i New Yorks medieverden. Men de er blevet fyret fra jobbet – det er som bekendt krisetider også for den trykte magasinpresse – og nu er de flyttet til den traurige småflække i Missouri, hvor Nick oprindelig kommer fra. En økonomisk og geografisk deroute, og øjensynlig går det heller ikke for godt med ægteskabet.

Nick driver et lille værtshus, men den glamourøse og ambitiøse Amy, kan ikke finde sig til rette i den nye situation.

De har været gift i fem år, og det er netop deres bryllupsdag, da Nick kommer hjem og ser, at der er sket noget. Glasbordet i stuen er knust, som om en kamp har fundet sted. Og Amy er væk. Det er en nærliggende tanke, at ægtemanden har noget med sagen at gøre, vil politiet tænke. For sådan plejer det jo at være.

Men måske bunder det hele i, at Nick ikke kender Amy så godt som han tror, han gør. Eller er det omvendt?

Nick og Amy skiftes til at fortælle, til dels i flashbacks, men vi føler os ikke alt for sikre på, at det altid kan tages for gode varer. De skjuler noget for hinanden, og de skjuler også noget for os. Og vi kommer bestemt ikke sandheden nærmere af, at hele sagen kører gennem mediemaskinens hykleri og hysteri for fuld udblæsning.

David Fincher har instrueret, og vi ved jo, at Fincher kan det der med dystre universer og komplekse personligheder. For så vidt peger næsten alle hans tidligere film frem mod Kvinden der forsvandt.

Han er god til ondskab, fortalt med elegant formalisme i en atmosfære af mistrøstig Americana. Det ved vi fra Se7en, hvor den yndige hustru kommer grueligt galt af sted. Det ville unægtelig løse nogle problemer, hvis hustruen i Kvinden der forsvandt kom ud for noget lignende.

Fincher kan også håndtere vaklende virkelighedsplaner. Det ved vi fra Fight Club, men også fra The Game, der flakser flittigt hen over grænserne mellem illusion og realitet. Og i tv-serien House of Cards, som han er konceptuerende instruktør og executive producer på, demonstrerer han veludviklet sans for ægteskabelige ping-pong-grusomheder.

Kvinden der forsvandt er en virtuos blanding af finanskrise noir, psykologisk thrillerkunst og reportage fra den ægteskabelige krigszone.

Ben Affleck og Rosamund Pike giver karaktererne al den tvetydige blanding af charme og upålidelighed, der skal til. Vi forstår, at man skal være forsigtig med at tro, at man kender sin ægtefælle til bunds. Parforholdet har sin egen zigzag-kurve af gensidig mistanke. I medgang og modgang.

Vi ved, der er mænd, der hader kvinder, men er der også kvinder, der hader mænd?