Kvinden i guld

Som historiker bedømmer man tit historiske film med en god portion kildekritik.

Gladiator var et solidt stykke fiktion, men en kejser, der lader sig tynge af en gladiator, er ikke historisk korrekt. Braveheart er rørende og morsom, men en sejrrig bondeknold, der skaber skræk i hele England, holder heller ikke.

De to film er heltekvad, og Kvinden i guld er på sin vis også en historie om helte og heltinder. Men langt mindre dramatiseret, end man skulle have forventet.

Vi befinder os i et villakvarter i Los Angeles i slut-90’erne. Maria Altmann, en ældre jødisk kvinde, får nys om, at hun retmæssigt ejer Østrigs mest berømte maleri, Kvinden i guld, som Gustav Klimt har skabt. Og det skal jeg i øvrigt love for, vi får at vide nogle gange. Maleriet er ikke bare berømt, det er Østrigs svar på Mona Lisa, og det hænger på Wiens mest populære museum.

Og hvorfor er det retmæssigt hendes?

I løbet af filmen ser vi glimrende flashbacks til 1920’ernes og 30’ernes Østrig. Vi følger Maria Altmann som lille pige i en jødisk kunster- og herskabsfamilie, indtil hun som en ung, nygift kvinde sammen med sin familie overværer nazisterne bryde ind i hjemmet og stjæle Kvinden i guld, et portræt af Maria Altmanns elskede tante. Efterfølgende flygter hun over Atlanten.

Tyskerne har gjort hende ondt, og derfor har hun store følelser i klemme. Hun tager kontakt til den lidt usikre, nørdede advokat Randol Schoenberg, en venindes søn, der har en mislykket advokatkarriere bag sig.

Han undersøger sagen. Maleriets værdi er hundrede millioner af kroner, og snart er de to et makkerpar på vej til Østrig, hvor journalisten Hubertus Czernin sikrer dem adgang til hemmelige arkiver med vigtige historiske dokumenter.

Hovedhistorien om en lille mands chanceløse retssag mod den mægtige østrigske stat om Østrigs nationalklenodie bliver aldrig kedelig. Helen Mirrren spiller med vanlig charme og engelsk accent den bestemte, lidt pyldrede, stædige og dominerende Maria Altmann til bravur, men det er intet imod bar-overkrop-skuespilleren Ryan Reynolds. Ikke fordi han spiller bedre end hende, men at se denne skuespiller som nørdet advokatstræber og så oven i købet i en god film, er et sjældent syn.

Og efterhånden som filmen både opruller den fjerne og nære fortid, bliver man grebet. Det er sentimentalt, men det kan de fugtige øjne ikke tage sig af, når Ryan Reynolds langsomt, men sikkert får noget så normalt kedeligt som dommere over på sin side.

Man mærker ikke bare kampen for et maleri, men også kampen for fortiden, og alle publikummer vil forstå, at Anden Verdenskrig ikke er et afsluttet kapitel.

Selvfølgelig kan man gå kildekritisk til værks. At det var journalisten – og ikke advokaten – som opdagede, at Helen Mirren havde en sag. At journalisten i virkeligheden havde et noget andet motiv for at hjælpe end sin dårlige samvittighed på grund af farens nazi-fortid. Og at Maria Altmann ikke flygtede fra Østrig, mens hendes far var i live, men efter hans naturlige død.

Men alt det er akademiske petitesser og betingelser for et godt drama med fuld musik. Budskabet om, at Maria både teknisk og moralsk har ret til maleriet bliver gjort til en objektiv sandhed, hvilket får én til at føle sig tilpas. Vi ved, hvem der er gode og onde, og så er vi tilbage ved heltekvadet, men det er aldrig så storladent eller usandsynligt fortalt som i de meget underholdende ridderfilm.