Biografanmeldelse
27. okt. 2015
Kvinden i guld
Titlen Kvinden i guld henviser ikke bare til maleriets navn og den portrætterede Adele Bloch-Bauer I, men også til maleriets værdi og den potentielt rige Maria Altmann, der spilles af Helen Mirren. Foto | Robert Viglasky

Kvinden i guld

Helen Mirren og især Ryan Reynolds er rørende i autentisk drama, der minder os om, at sår fra Anden Verdenskrig stadig bløder.

Af Anders Højberg Kamp

Som historiker bedømmer man tit historiske film med en god portion kildekritik.

Gladiator var et solidt stykke fiktion, men en kejser, der lader sig tynge af en gladiator, er ikke historisk korrekt. Braveheart er rørende og morsom, men en sejrrig bondeknold, der skaber skræk i hele England, holder heller ikke.

De to film er heltekvad, og Kvinden i guld er på sin vis også en historie om helte og heltinder. Men langt mindre dramatiseret, end man skulle have forventet.

Vi befinder os i et villakvarter i Los Angeles i slut-90’erne. Maria Altmann, en ældre jødisk kvinde, får nys om, at hun retmæssigt ejer Østrigs mest berømte maleri, Kvinden i guld, som Gustav Klimt har skabt. Og det skal jeg i øvrigt love for, vi får at vide nogle gange. Maleriet er ikke bare berømt, det er Østrigs svar på Mona Lisa, og det hænger på Wiens mest populære museum.

Og hvorfor er det retmæssigt hendes?

I løbet af filmen ser vi glimrende flashbacks til 1920’ernes og 30’ernes Østrig. Vi følger Maria Altmann som lille pige i en jødisk kunster- og herskabsfamilie, indtil hun som en ung, nygift kvinde sammen med sin familie overværer nazisterne bryde ind i hjemmet og stjæle Kvinden i guld, et portræt af Maria Altmanns elskede tante. Efterfølgende flygter hun over Atlanten.

Tyskerne har gjort hende ondt, og derfor har hun store følelser i klemme. Hun tager kontakt til den lidt usikre, nørdede advokat Randol Schoenberg, en venindes søn, der har en mislykket advokatkarriere bag sig.

Han undersøger sagen. Maleriets værdi er hundrede millioner af kroner, og snart er de to et makkerpar på vej til Østrig, hvor journalisten Hubertus Czernin sikrer dem adgang til hemmelige arkiver med vigtige historiske dokumenter.

Hovedhistorien om en lille mands chanceløse retssag mod den mægtige østrigske stat om Østrigs nationalklenodie bliver aldrig kedelig. Helen Mirrren spiller med vanlig charme og engelsk accent den bestemte, lidt pyldrede, stædige og dominerende Maria Altmann til bravur, men det er intet imod bar-overkrop-skuespilleren Ryan Reynolds. Ikke fordi han spiller bedre end hende, men at se denne skuespiller som nørdet advokatstræber og så oven i købet i en god film, er et sjældent syn.

Og efterhånden som filmen både opruller den fjerne og nære fortid, bliver man grebet. Det er sentimentalt, men det kan de fugtige øjne ikke tage sig af, når Ryan Reynolds langsomt, men sikkert får noget så normalt kedeligt som dommere over på sin side.

Man mærker ikke bare kampen for et maleri, men også kampen for fortiden, og alle publikummer vil forstå, at Anden Verdenskrig ikke er et afsluttet kapitel.

Selvfølgelig kan man gå kildekritisk til værks. At det var journalisten – og ikke advokaten – som opdagede, at Helen Mirren havde en sag. At journalisten i virkeligheden havde et noget andet motiv for at hjælpe end sin dårlige samvittighed på grund af farens nazi-fortid. Og at Maria Altmann ikke flygtede fra Østrig, mens hendes far var i live, men efter hans naturlige død.

Men alt det er akademiske petitesser og betingelser for et godt drama med fuld musik. Budskabet om, at Maria både teknisk og moralsk har ret til maleriet bliver gjort til en objektiv sandhed, hvilket får én til at føle sig tilpas. Vi ved, hvem der er gode og onde, og så er vi tilbage ved heltekvadet, men det er aldrig så storladent eller usandsynligt fortalt som i de meget underholdende ridderfilm.

Titel:
Kvinden i guld

Original titel:
Woman in Gold

Land:
Storbritannien, USA

År:
2015

Instruktør:
Simon Curtis

Manuskript:
Alexi Kaye Campbell

Medvirkende:
Helen Mirren, Ryan Reynolds, Daniel Brühl, Katie Holmes, Tatiana Maslany, Max Irons

Spilletid:
109 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
29. oktober

Fra samme skribent

Streaminganmeldelse
10. mar. 2021
Zappa

Zappa

Boganmeldelse
16. okt. 2020
Casper

Casper

Serieanmeldelse
17. maj 2020
Grænseland

Grænseland

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!