Kvinden i toget

Rachel er blevet skilt og fyret fra jobbet. Mestendels på grund af druk, men nok også, fordi hun ikke er fertil og ung nok for husbonden, som har taget en yngre model som moder for sit barn.

Hver dag tager Rachel med toget ind fra forstaden til storbyen, som om hun stadigvæk har et job. For at narre veninden, hun bor hos, og sig selv i sidste ende. Som en færdig kvinde og sin egen værste kvinde.

På togturen holder hun øje med en smuk, blond kvinde i et tilsyneladende harmonisk ægteskab med vidundermand i et pænt parcelhus tæt ved togskinnerne. Men en dag er kvinden forsvundet. Og snart er Rachel blandt de mistænkte, da man finder den forsvundnes lig.

Sådan er i grove træk handlingen i den britiske forfatter Paula Hawkins’ bestseller-thriller Kvinden i toget. Kernen i hele sagen er, at den alkoholiserede Rachel både er lystløgner og får blackouts, hvorfor ingen tror på hendes vidnesbyrd, endsige uskyld.

Instruktøren Tate Taylor og manusforfatteren Erin Cressida Wilsons filmatisering af romanen er langt mere en dekonstruktion end en adaption.

Historiens fokus via Rachels øjne er strikt splittet op på de to andre vigtige kvinder i sagen: eksmandens hustru, Anna, og Megan, den smukke kone i huset ved banelegemet. Man har flyttet miljøet geografisk og socialt en klasse op. Fra middelklassens parcelhuskvarter uden for London til en mere mondæn velhaverghetto ved New York.

Plottets tema er typisk for genren om hjemlig uhygge – domestic noir. Den mageløse mand, kvinden gifter sig med om lørdagen, viser sig at være et morderisk monster om mandagen. Bag noget sundt og trygt gemmer sig en styg verden, hvor mænds liderlighed enten er skumpervers, outreret promiskuøs eller begge dele.

Illusionen om det gnidningsløse giftemål omkalfatret til et gotisk mareridt.

Denne intention i romanen er næsten det eneste, der er tilbage i filmatiseringen. Ved at dele plottet op på forskellige stemmer og psykologisere det meste med kausale monologer og tilmed ustandseligt springe frem og tilbage i tid, sker der det, som aldrig må ske i en thriller:

Den bliver kedelig.

Og forvandler sig til et skingert femidrama udsat for tre mere eller mindre samspilsramte kvinder, som beretter om tragisk barnløshed, moderskabets byrder, aggressive mænd og alkoholens skadevirkninger.

Pludselig så jeg en ganske sympatisk og realistisk reklame for Anonyme Alkoholikere frem for en snedig thriller om sleske personer stedt i grænselandet mellem løgn og latin.

Værst af alt: Selv om man ikke har læst bogen, skal man være født i går og tørret på varmeapparatet i nat for ikke midt i filmen at finde ud af, hvem der er skurken.

Britiske Emily Blunt spiller Rachel. Men hun er fejlcastet med sin udstråling som drengepigen (som stædig dronning i The Young Victoria eller sej narkostrisser i Sicario) til at agere en kvinde under så megen maskulin indflydelse.

Og hun er tilmed malplaceret med sin delikate pænhed og stille sexappeal, når en mand i historien med afsky snerrer, at han ikke vil røre hende med en ildtang. Men ellers er hun et delikat plus ved filmen, selv om hun tumler rundt i plottet med sin meget britiske accent i et meget amerikansk miljø.

Men Haley Bennett, som vi sidst så som skarpskydende cowgirl i The Magnificent Seven, er faktisk bedre og brager mere interessant og overbevisende igennem som den gådefulde Megan med en mystisk fortid samt et problematisk forhold til børn.

Kvinden i toget er yderst skuffende. Simpelthen for meget mainstream, for meget melodrama.