Kvinden i vinduet

Forfatteren A.J. Finn lagde ikke skjul på, at hans debut-thriller Kvinden i vinduet fra 2018 trak på Alfred Hitchcocks klassiker Rear Window, som er drejet over en historie af mesterfortælleren Cornell Woolrich.

I begge historier holder hovedpersonen øje med sine naboer gennem en kikkert og ser tilfældigt et mord.

Mindre åbenlys var Finn om, at han også i den grad trak på Paula Hawkins’ krimi Kvinden i toget fra 2015. Også hos Finn møder vi nemlig en alkoholiseret kvinde med indre dæmoner og ydre fjender.

Ligesom sit forlæg fokuserer Netflix-filmen Kvinden i vinduet på den alkoholiserede og agorafobiske børnepsykolog Anna Fox. Hun bor alene i sit store hus i flere etager på Manhattan i New York (dog med en lejer i kælderen). Hun tør manisk ikke gå uden for en dør, og da grunden er en del af plottet, får man meget sent at vide hvorfor.

Ligesom hos Hitchcock får hun tiden til gå med at kigge på naboer ud gennem sine vinduer. Indimellem er der også turbulente hallucinationer og på lydsiden telefonkald fra hendes separerede mand.

Men så flytter en familie fra Boston ind på den anden side af gaden. Snart møder Anna familiens aparte teenagesøn. Dernæst hans mor, som er distræt, mærkelig og mystisk.

Kort efter ser Anna hende bestialsk blive myrdet i lejligheden overfor. Hun ringer efter politiet, som dog ikke tror på en rødvinsdrikkende pillemisbruger med selvmordstanker.

I første tredjedel af filmen viser den engelske instruktør Joe Wright – mest kendt for godt håndværk i Darkest Hour og Soning – at han kan sin Hitchcock. Der er truende panoreringer, henkastede antydninger, dæmoniske detaljer og skæve kameravinkler, oven i købet ledsaget af Danny Elfmans effektive musik i stil med Bernard Hermann, Hitchcocks hofkomponist.

Men så går der hastværk og lastværk i instruktionen.

Intrigen iler for hurtigt. Selv hovedrollens determinerende fortid gestaltes overfladisk uden nogen som helst forklarende dybde, endsige psykisk kausalitet.

Plottet blafrer med løse ender og påstande, som publikum skal sluge råt. Pludselig er Anna fri for sin fobi.

Fortællingen garneres med genrens gemene tricks: dryppende vandhaner, smækkende vinduer, knirkende døre og fodtrin på trapper.

Man må se længere efter det, som kendetegner den gode thriller: de raffineret udlagte spor, vekslende mistanker, uberegnelige omslag og en overraskende gerningsmand m/k.

Selv om man ikke har læst bogen, er det desværre alt for nemt at regne ud, hvem morderen er. Og slutningen er med sin ordinære spændingskurve, banale brutalitet og moralske budskab lige så chokerende triviel som en tv-gyser på skærmen lørdag aften.

Det er en skam, for Kvinden i vinduet er på mange måder alt andet end en billig tv-film. Filmen har på grund af coronakrisen været længe undervejs, og der synes også manuskriptmæssigt at have været slinger i valsen med optagelserne.

Det opvejes af store navne som Amy Adams, Julianne Moore og Gary Oldman. Altid opvakte Amy Adams bliver som den stjerneneurotiske Anna sikkert nomineret til en Oscar for sin febrilske rolle som kvinden med fatal fortid og traurig nutid.

Men hendes præstation er egentlig meget lig det gearløst overophedede neurosespil, som Emily Blunt tilsvarende fermt præsterede i sin alkoholiker-alene-hjemme-rolle i Kvinden i toget.

Julianne Moore er den mystiske mor og det fremtidige mordoffer i en enkelt god scene, hvor hun over en flaske rødvin frækt stjæler billedet fra Amy Adams. Gary Oldman er på fransk visit i sit gamle fag som slesk bøhmand med vredt bulldog-ansigt samt miner til slet spil.

I sin isolation ser Anna gode gamle Hollywood-film fra guldalderen. Referencerne føles dristige i en film, som kunne lære noget om at fortælle med tid, klippe sine neuroser og lade historien blomstre bedre.