Kys mig, for fanden

Kys mig, for fanden er en film for sentimentale fjolser på den bedst mulige facon. En coming-of-age-film om den brogede kærlighed, hvor modsætninger mødes. Den introverte, kunstinteresserede vegetar over for den fodboldglade drengerøv med fladskærm og sort lædersofa.

Og selv om pigen og drengen ikke kan fordrage hinanden, bliver de tvunget sammen i instruktør Stian Kristiansens tredje spillefilm.

Han er bedst kendt for Mig og Yngve (fra 2008), der blev set af 175.000 nordmænd og også nåede til danske biografer samme år. Kys mig, for fanden havde norsk premiere 9. august 2013, så det er med næsten to års forsinkelse, at denne rammer Danmark.

Det taber den ikke på.

Alene titlen med bandeordene er forfriskende. Vi skal sgu ikke være så bange for at bruge sproget. Kunst og kultur skal også afspejle virkeligheden, herunder de bandeord vi bruger. Det kaldes kunstnerisk frihed. Som et led i ytringsfriheden.

Og selvom nogle nordmænd brokkede sig over titlen (Kyss meg for faen i helvete), fortaber filmen sig ikke i vulgært sprog. Tværtimod.

Hovedpersonen er den syttenårige ambitiøse Tale, en smuk, sårbar pige (Eili Harboe), som spiller børneteater med sin gruppe på det lokale gymnasium. Kammeraterne er søde, pjattede og velopdragne.

Over for teatergruppen står gymnasiets bøller og drengerøve. De er til grillmad og dullede, makeup-belagte poptøser. Gruppens alfahan Vegard (Øyvind Larsen Runestad) mobber Tale og hendes venner på det groveste.

Mellem dem står den voksne Lars (Kristoffer Joner). Lars er den folkepopulære, fordrukne og hærdede skuespiller, der overtales af den charmerende Tale til at være teatergruppens instruktør i et stykke af Jon Fosse, Norges mest sexede dramatiker.

Lars’ eneste krav er, at Vegard skal spille førsteelsker, for teatret mangler kant og vildskab. Og en lækker, mandlig hovedrollerindehaver, som kan give Tale følelsesmæssigt modspil. Ham, de har, er for grim.

”Sådan er det bare. Lev med det,” siger den rå, men inderst inde kærlige instruktør Lars til den stakkels kasserede dreng. Og her smyger filmen ikke udenom. Udseendet betyder noget. De smukke og talentfulde mødes.

Tale hader beslutningen om Vegards hovedrolle, men snart falder hun for den alligevel lidt nuttede bad boy. Fælles er, at de begge har satans store talenter. Hun er holdets bedste skuespiller, forsanger i et rockband. Han er sportsmand, satans god til fodbold.

Til trods for den kontante, hårde tone er filmen fyldt med smil, varme og kærlighed. Det er let at falde for følsomme Tale, som er viljestærk og frigjort, også når veninden til en fest kommer alt for tæt på Vegard.

Og Vegard? Han skal klædes af. Lære at det er okay at være til teater og vise sine følsomme sider.

Det evigt aktuelle teenagespil af følelser, skrig, tvivl og sorg er genkendeligt, men rørende. Jeg faldt for det overbevisende skuespil, måske fordi de to unge aktører udforsker og forstørrer en side af sig selv?

De er i hvert fald befriende ærlige at være sammen med. Man håber, de finder sammen, og filmen skildrer et par af tidens typer godt.

Selvom Kys mig, for fanden er enkel og karikeret, bliver den aldrig rigtigt banal. I efteråret vandt filmen prisen for Bedste Ungdomsfilm ved børne- og ungdomsfestivalen Buster i København. Og som ungdomsfilm er den jævla bra, som de vist nok siger på norsk.