Kysset

Der har altid været noget internationalt ved Bille August og hans film.

De løfter sig på en eller anden måde lettere end så mange andre danske instruktørers film. De har simpelthen schwung til at begynde med.

Derfor kan det heller ikke komme bag på nogen, at Kysset er skåret over en udenlandsk roman. Østrigs litterære verdensnavn, novelleforfatteren og essayisten Stefan Zweig psykologiske perle Utålmodige hjerter er forlægget for filmens manuskript, som August selv har skrevet.

Romanen er den eneste længere fortælling, som Zweig færdiggjorde inden sin død i 1942. Bogen fra 1939 handler om den unge løjtnant Anton Hofmiller, der en dag bliver inviteret op på slottet hos den ungarske magnat Lajos von Kekesfalva.

Soldaten byder herskabets datter Edith op til dans. Men hun er lam og kan ikke danse. I tiden efter udvikler Hofmiller en massiv skyldfølelse, der bliver til medfølelse og til sidst forlorenhed.

Det hele ender som en kamp mellem sandhed og løgn, mod og kujoneri.

Hos August er det samme historie, men nu handler den om kadetten Anton Abildgaard og Baron von Løvenskjold. Edith er stadig Edith, og hun kan heller ikke danse i denne version.

I hovedrollerne ses Esben Smed som virkelig smuk, ung mand og den følsomme og nærmest dirrende Clara Rosager. De er begge rigtigt gode, helt uvirkelige med deres ideelle skønheder, og deres match er noget i retning af bedårende.

De to flankeres af Lars Mikkelsen i en pragtpræstation som en lungesyg, gammel mand og Rosalinde Mynster som en noget hård og kølig kusine. David Dencik spiller lægen Faber på grænsen til det karikerede, men han bevarer dybden.

Faktisk bør man især fremhæve den krumme butler, spillet diskret af Klaus Tilsted Søndergaard, og den fuldstændigt ubetalelige oberst, spillet komplekst og muntert af Kurt Dreyer. Sidstnævntes karakterfulde ansigt og trinde krop så man gerne brugt mere på film.

Ellers er værkets hovedperson i grunden ikke mennesker, for filmen bæres meget mere af billederne og udstyret.

Sebastian Blenkovs billeder berører og forfører publikum helt fra de første disede og poetiske indstillinger. Og det er scenograf Jette Lehmanns samlede æstetik – en feminin romantik, der går igen i kjoler, hår og testel og slumretæpper – som haler det nærmest erindrede tidsbillede og følelsen af et drømme- eller forelskelsesunivers helt hjem.

Både billeder og interiører og kostumer har en smag tilfælles med Bille Augusts Karen Blixen-film Pagten, som også Lehmann stod for.

Kysset er mere end noget andet et moderne eventyr. Esben Smed er en slags mandlig Askepot, som kommer til bal på slottet. Unge Clara Rosagers rolle er en kærkommen og elegant turneret mangfoldighed på film.

Hvornår har vi sidst set en krøbling på film og hørt hende omtalt med dét ord? Hvornår har vi sidst set stigmatiseringen af handicappede og deres pårørende debatteret så fornemt? Hvornår har vi egentlig sidst set en invalid være valid – en fuldgyldig karakter, der er manipulerende, muligvis beregnende, endda ud fra selviske motiver.

Og hvornår har vi sidst set en mand blive udsat for seksuelle overgreb på film? Hvis det da ellers er et overgreb. Det dobbelte, det usikre, tvivlen, er filmens nerve. Og det helt store overgreb er nutidens hang til at forsimple alt det, som sker, når utålmodige hjerter ramler sammen.

Kysset er en både sart og fornem film, der er romantisk til fingerspidserne med sine florlette stoffer, snurrende ballerinaer og elegante havescenarier, som er optaget på det smukke fynske slot Ravnholt Gods nær Ørbæk.

Det, der gør, at filmen måske taber lidt højde, er netop det forlorne. Der er noget ønsketænkning over den. Man mærker en uren tone i hele værket. Men det er, når man tænker efter, faktisk også en slags pointe.