La chimera

Italienske Alice Rohrwacher er en af den slags filmkunstnere, der kan krydse tid og rum uden lyssværd og teleportere.

Hun står bag film som Lazzaro den lykkelige, et feudalt drama om aristokrater og plantagearbejdere, hvor moderniteten sniger sig forunderligt ind i skikkelse af blandt andet walkmen. I Miraklerne mødes tidløse biavlertraditioner og et tv-hold. Tv-folkene besøger den yderste italienske plovfure og sender kontinentalpladerne i et ungpigesind på kollisionskurs.

Rohrwacher er Søren Ryge og Federico Fellinis uægte datter, en traditionsdyrkende besynger af kål og barkede næver, som tilfældigvis har den genresprængende, halvavantgardistiske filmkunst som sit værktøj.

En revolutionær, man simpelthen må elske.

Med La chimera overgår hun sig selv, mens hun graver videre i støvlelandets jordlag. Denne gang derned, hvor etruskiske gravkamre gemmer sig få spadestik under de toscanske skovstier.

Alle ved, at de er der. Ulovligt salg af arkæologiske fund har længe været den eneste vej til mønt i lirekassen i de ludfattige egne.

Vi befinder os i 1980’erne, men det ligner i mangt og meget 1930’erne. Ind i bjerglandsbyen Riparbella, en snotklat med cirka 1000 indbyggere ikke langt fra Pisa, kommer en snavset englænder.

Han modtages som en helgen, for han har en særlig evne. Han kan sanse de usynlige skatte under jorden. De lokale skjalde skriver hyldestkvad om ham, men selv er han slidt. Både af savnet af sin tabte elskede, den salige Beniamina, og fordi hvert gravfund synes at tappe livskraft fra ham.

Han er en ung Indiana Jones med en oldings hjerte og en fængselsdom i bagagen.

Arthur, som han hedder, spilles med vidunderlig selvfølgelighed af Josh O’Connor. Det ene øjeblik er han en arrogant og forfængelig røv, det næste vandrer han nærværende og hypersansende rundt.

Hélène Louvarts billeder er magiske. Ordløst kan hun eksponere skønheden i modlyset, i et snavset ansigt eller et gravkammer, så det føles som en privat gave, vi får del i nede på biografrækkerne.

Vi snapper efter vejret, når vi kigger ind til skattene, samtidig med at vi slår korsets tegn, når gravrøverne uden blusel hakker dem i stykker, så de kan komme ind i flugtbilen.

Der er en skønhed i det æteriske og uberørte, som må forpurres for at komme nogen til gavn. Den erkendelse bruger Rohrwacher med en stærk forståelse for det pragmatisk levede liv. Hverken de gamle aristokratfamilier eller de selviske lykkeriddere kan skabe rigdom for andre end dem selv.

La chimera formår med dette dobbeltblik på historien og mennesket at være både nostalgisk og usentimental.

Vores umage hovedperson Arthur, den vaskeægte lømmelhelt, har en livslinje, der synes at pege lige ned i jorden, som ønsker han intet andet end at blive genforenet med Beniamina.

Alligevel falder han for den tonedøve Italia (Carol Duarte), der bor i et hippiekollektiv i en nedlagt stationsbygning og tager sangtimer hos sin eks-svigermor (prægtige Isabella Rossellini). Og så er det, som om farven vender tilbage i hans kinder, samtidig med at han slår følge med sin gamle, dilettantiske røverbande.

La chimera føles som en vagabonds sang om længsel.

Her krydses socialantropologisk sensibilitet, historiebevidsthed og magisk realisme på en måde, der dufter af 60’ernes radikale latinamerikanske og afrikanske filmkunst.

Der er også slapstick-komik og kærlighed i omtrent lige mål. Tonearterne stritter i flere retninger – Rohrwacher er et gemyt, der ikke lader bogholderbehov diktere, hvordan en film skal se ud. Titlen betyder ”kimæren” og er i mytologiens landskab et fabeldyr sat sammen af flere andre dyr og med flere hoveder.

En poetisk og rammende titel for denne skønne, magiske film.