Lady in the Lake

Under thanksgivings-dagens flamboyante parade i Baltimore i 1966 forsvinder en jødisk pige sporløst i en butik, som sælger akvariefisk og andet i den dur.

Samtidig henter Maggie, en jødisk overklassekvinde, en kosher-lammesteg og får dens blod på tøjet. Hun får skiftet sin dragt med en anden dragt, som bæres af en afroamerikansk mannequin i et stormagasin.

Senere forlader hun sin meget ortodokse mand.

Denne samtidighed er indledningen til miniserien The Lady in the Lake. En række mennesker med vidt forskellig baggrund mødes tilfældigt i en slags kalejdoskop, der sælsomt samler sig om to mord.

Det ene på den stakkels lille, hvide Tessie, det andet på Cleo, den voksne farvede kvinde med dragten.

Tessie og Cleo bliver mystisk begge knyttet til en sø og dens bred. Med spring i tid og sted, flashbacks og fortællerstemmer, får vi historien om, hvorledes Maggie bliver til en stjernereporter i sin fascination af de to mord. Og siden en forfatter af netop den historie, vi i seks afsnit har fået fortalt.

Så langt, så godt.

De første afsnit af serien fungerer godt. En kvinde bryder med sin patriarkalske dagligdag, bliver journalist og en fri kvinde med en energisk, social indignation.

Samtidig følger vi Cleos opgør med og løsrivelse fra den sorte mafia. Netop opgøret med den organiserede kriminalitet ender med hende som liget i The Lady in The Lake.

Serien er drejet over en true crime-agtig roman af forfatteren og journalisten Laura Lippman, som ud fra serien at dømme har høje ambitioner: at være en socialkritisk krimi a la den mesterlige serie The Wire, der forgår i samme by og i øvrigt er kreeret af hendes mand, David Simon.

Vi får historien om en kvindes frigørelse på baggrund af en livsløgn og spirende selverkendelse som privilegeret sammen med historien om en farvet kvindes skæbne i 60’ernes mere eller mindre skjulte amerikanske apartheid.

Læg dertil et signalement af det spirende ungdomsoprør, borgerretsbevægelsen og protesterne mod Vietnam-krigen.

Synkront leveres en labyrintisk og speget krimigåde. Muligvis holdes alle disse bolde i luften i romanen, men i serien falder alt for mange til jorden.

Man skulle tro, at netop en miniserie kunne udfolde slige aspekter i et stramt design. Men den musikalske israelske instruktør Alma Ha’rel fletter surrealistiske sekvenser med signifikante symboler og seancer ind i true-crime-plottet.

Drømmerier med søheste og får samt hvide lagner, som uhyggeligt bliver til Ku Klux Klan.

Serien løber ind i et sandsynlighedsproblem med flere løse ender uden fast knude og en løsagtighed over for episk stringens. Alma Ha’rel er en interessant auteur-instruktør med sans for det plotløse og porøse. Hun kom frem som musikvideoskaber (se Elephant Gun), lavede white trash-dokumentaren Bombay Beach og Shia LaBeouf-spillefilmen Honey Boy.

Men det er, som om hun ikke tør eller vil gå ind i serieformatet med et minimum af fortællemæssig logistik. Fint med flere fortællere, men i en serie må de gerne engang imellem tale i kor.

Den hvide kvindes fortid som en ældre kunstners elsker er således mere impressionistisk svævende end præcis prægnant. Taler vi om krænkelse eller kæresteri? Spændingerne mellem jødiske og farvede minoriteter skyldes først og fremmest samfundsmæssige skel, men er der fra den ene kant måske også tale om antisemitisme?

Antydninger og anelser er i spredt fægtning, mens krimiplottet mod slutningen bliver urealistisk. Der er betagende billeder, men ofte mere som æstetisk kæleri end et forsøg på at få en intrige til at glide.

Amerikanerne er superbe til med både behørig nostalgi og social realisme at gestalte deres egen fortid. Her med klassiske skyskrabere, prægtige dollargrin, mænd i lange frakker og blød hat, kvinder med bobbet frisure og beleven snak.

Selv farverne mimer periodens noget overlune technicolor akkompagneret af loungemusik til tidens cocktailkultur.

Serien er i den forstand lækker som tidsbillede, hvor selv fattigdom har et skær af det stilistisk labre. Signalementet af Baltimore, som serien The Wire gjorde verdensberømt, virker dog autentisk.

Natalie Portman, som er medproducent, bærer historien igennem med bravur og brillans som Maggie, der træder i karakter og bliver en fri kvinde. Moses Ingram er den forsagte Cleo, som alligevel kan mere end sit fadervor.

Lady in the Lake har masse af talent og den bedste vilje, men kommer desværre ikke tørskoet i land.