Lammet

Første sanselige billede er en hånd, der blidt aer en rødlig pels. Vi er helt tæt på, intet andet betyder noget i dette øjeblik end forbindelsen mellem titlens lam og den niårige dreng Ephraïm.

Og netop lammet, Chuni, bliver ankeret på hans vej mod voksendommen. Moren er død, hun klarede ikke tørken, og faren er taget til storbyen for at søge arbejde og har efterladt sin søn hos en dumt maskulin onkel, der vil lære ham at gøre mandeting og slagte lammet.

Ephraïm er blevet forladt og må klare sig selv i en stor, smuk, uhyggelig og hyggelig verden af fjender og hjælpere. Han danner fælles front med sin kusine Tsion, der ikke bare vil giftes væk, og den rare bedstemor, som holder hånden over dem og onklen i kort snor.

Det er en eventyrlig film med sanselige billeder af grønne bakker, frodige skove og sandfarvede stenhytter. Omfavnet af sollyset. Det er et fremmed, eksotisk univers.

I USA ville man ganske givet betegne Lammet som en coming-of-age-film. I Danmark er det nok bare en børnefilm. Derfor er det også ekstra ærgerligt, at filmen herhjemme kun bliver vist i de små og fåtallige arthouse-biografer, hvor børn sjældent forvilder sig hen.

Det er da heller ikke hver dag, man ser en etiopisk film, hvor de taler etiopisk. Lammet må vel være den første etiopiske film, der har nået de danske biograflærreder. Det er i hvert fald den første etiopiske film, der er blevet vist på Cannes-festivalen, hvor den i 2015 optrådte i sidekonkurrencen Un Certain Regard. Og det er alt sammen meget prisværdigt, særligt når man tænker på, at Etiopien fortsat er et af de fattigste lande i verden.

Men er det så også en god film?

Det er i hvert fald en enormt smuk film. Man føler sig vitterligt hensat til en drømmerisk parallelverden, når Ephraïm og lammet flygter gennem skovene eller op i bjergene. Alene blandt de mosbegroede, væltede træstammer i regnskovens skyggeverden. På flugt og i fred.

Den unge, uprøvede Rediat Amare i hovedrollen er faktisk rørende, hans mandelformede øjne og uskyldsrene ansigt i closeup. De voksne spillere – den brutale onkel og den blide bedstemor – virker en kende overspillende og karikerede, for at sige det mildt. Men det er selvfølgelig et eventyr, hvor modstandere og hjælpere godt må være lidt for nådige, lidt for blæst op, så vi fatter det.

Samtidig formår manuskriptet også at omfavne det etiopiske hverdagsliv og de stramme og fængslende kønsnormer, der hersker i landet. Ephraïm kan godt lide at lave mad. Det er en kvindes arbejde, hvis man spørger hans onkel. Og kusinen modsætter sig det arrangerede ægteskab.

Når det er sagt, så er det ordfattige manuskript i grunden ikke så forfærdeligt rigt på nuancer.

Men det er et eventyr. Instruktør Yared Zeleke, der selv blev sendt væk fra Etiopien som barn, fortæller, at filmen er løst baseret på hans egen lykkelige erindring om sit barndomsland i 1980’erne. Han ville også hellere hjælpe til i køkkenet end hjælpe mændene i marken. Det er en imponerende rejse, fra slummen i hovedstaden Addis Ababa til filmskolen i New York.

Alene det fortjener respekt. Men det bør ikke skygge for, at Lammet er en smule kedelig. Personerne taler med lange (lidt for kunstfærdige) pauser. Man bliver aldrig for alvor rørt af forholdet mellem drengen og lammet, og jeg kan vel egentlig også sagtens se rationalet i, at det lam skal slagtes.

Men jeg er også – mere eller mindre – en voksen mand. Jeg kan sagtens forestille mig, at mit ti-femtenårige ”jeg” ville have elsket filmens univers og den uretfærdige kamp. At den ville have åbnet mine øjne for, at verden også kan være smuk og eventyrlig andre steder på kloden. At min hule i træet bagerst i haven ikke var verdens eneste gemmested.