Landscapers

Det kræver noget helt ekstraordinært for at skille sig ud fra den utømmelige mængde af true crime, som tv-kanaler og streamingtjenester spytter ud i en lind strøm.

HBO-miniserien Landscapers har adskillige styrker, der gør den til noget særligt.

Først og fremmest er der instruktør Will Sharpe.

Englænderen er også skuespiller og fik sit store gennembrud foran og bag kameraet med dramedy-serien Flowers, hvor en familie kæmper med psykisk sårbarhed.

I Landscapers nøjes han med at fungere som instruktør og manuskriptforfatter. Og Sharpe svinger taktstokken over seriens fire afsnit, så den ellers ordinære historie bliver særdeles betagende.

For normalt ville den autentiske historie om ægteparret Susan (Olivia Colman) og Christopher Edwards (David Thewlis), der bliver anklaget for at have myrdet hendes forældre, være fortalt uden svinkeærinder.

Helt i tråd med genren byder serien på opdagelse af lig, anholdelse, afhøring, retssag og så videre. Men Will Sharpe præsenterer fortællingen med sjove filmiske virkemidler.

Skuespillerne bryder ofte den fjerde væg og taler direkte til kameraet. I stedet for at lade afhøringerne foregå i et anonymt lokale tager instruktøren os ind i de miljøer, som der bliver fortalt om.

Christopher fortæller eksempelvis politiet, hvordan Susans humor var efter et besøg hos forældrene.

Det er som at se en teaterforestilling, hvor baggrunden konstant skiftes ud for at vise, at nu er handlingen rykket et nyt sted hen. Derfor virker det også naturligt, at de afhørende politifolk fortsætter snakken med de mistænkte i de teatralske kulisser.

Det skaber et levende univers, der er med til at forankre den kulsorte tone, som Sharpe og medserieskaber Ed Sinclair sætter for Landscapers.

Absurditeten er et nødvendigt element i historien om ægteparret.

Virkelighedens Christopher Edwards troede, at han havde en fast brevkorrespondance med Gérard Depardieu. Det var dog Susan, der skrev brevene fra den franske skuespiller for at holde styr på manden og få ham til at bruge flere penge på parrets fælles hobby: filmmemorabilia.

Det er lidt ærgerligt, at alle de vilde historier bliver serveret allerede i seriens to første afsnit. I anden halvdel kommer der mere baggrundsviden om Susan og Christopher.

Olivia Colman og David Thewlis gør det fortrinligt på hver deres måde.

Colman har karrieren igennem brilleret i den slags quirky roller. Her giver hun Susan en snert af barnlig naivitet, så man ikke kan andet end at få sympati med den underkuede kvinde. Thewlis er nærmest hendes modsætning som en tørvetriller, der paradoksalt nok også er lidt af en excentriker.

På sin egen, spøjse facon er Christopher skyld i, at politiet efter femten år finder ud af, at Susans forældre er døde. Han afslører det over for sin stedmor, da han ringer for at bede om et lån, fordi han og Susan efterhånden ikke har flere penge.

Selv om det er baseret på virkeligheden, er det forfriskende med en true crime-serie, der ikke svælger i dyster æstetik.

Allerede i seriens indledning bliver al fakta præsenteret i form af tekst, inklusive udfaldet af retssagen, så det er bærende er ikke spændingen om slutningen. Det bliver derimod de stilistiske finurligheder fra Will Sharpe med spring i rum og tid.

Instruktøren er snart aktuel i biograferne med The Electrical Life of Louis Wain, hvor Benedict Cumberbatch spiller en autentisk maler, hvis surrealistiske kattemalerier gjorde ham berømt, men også afspejlede et skrøbeligt sind.

Will Sharpe er godt i gang med at køre sig i stilling som en af tidens mest spændende filmskabere.