Lassie på nye eventyr

Siden 1943, hvor Eric Knights bog Lassie kommer hjem for første gang blev filmatiseret, er den langhårede collie dukket op igen og igen i utallige tegneserier, film og afsnit af tv-serien Lassie.

Dygtige husdyr i aktion behager stenalderhjernen, så det bliver aldrig kedeligt at se en velopdragen tæve, der redder dagen sammen med lige så velopdragne børn og ender logrende i favnen på sin ejer.

I 2020 blev Lassie kommer hjem igen filmatiseret, denne gang i Tyskland. Nu er den forlægsløse efterfølger kommet, og den puster en overraskende sky af alvor ind over hundehyggen.

Lassies ejer, drengen Flo, er stadig traumatiseret efter sin adskillelse fra vovsen i etteren og bliver hjemme med Lassie, mens familien tager til Gran Canaria.

I stedet tager han og butleren Gerhardt til sommer i Sydtyrol i en idyllisk landsby komplet med billedskønne bjerge i baggrunden og et gelateria i cykelafstand.

Flo og Lassie skal bo hos tanten Cosima og hendes to adoptivbørn, som stadig sørger over forældrenes død og frygter at blive forladt igen.

Pludselig bliver både deres Jack Russell Terrier Pippa og Lassie kidnappet af en psykotisk hundestjælerduo, som behandler de stakkels kræ aldeles forfærdeligt.

Nu er det igen op til Lassie at flygte og løbe igennem det bjergrige terræn for at hente menneskevennerne og befri sine artsfæller.

Som letbenet familieunderholdning er Lassie på nye eventyr, lige som den skal være.

Det hele er så hastigt fortalt, at den forudsigelige handling aldrig bliver kedelig, og Lassie er og bliver en prægtig actionhund. Det er en fryd at se det intelligente dyr hjælpe ejeren med at slukke kogeplader, finde vej og springe over kløfter, når det kræves.

Menneskecastet gør det også udmærket.

Alle figurerne har ét definerende karaktertræk, der gør det dejligt nemt at navigere i løjerne. Flo er bange for at miste Lassie, kusine Kleo er mistroisk, tante Cosima vil gerne være en god mor, og Gerhardt vil gøre rent.

Sidstnævnte spilles af Justus von Dohnányi (General Bugdorff i Der Untergang),der gør butleren til et underspillet sjovt bekendtskab. Han ankommer til et resort på tvungen ferie og går straks i gang med at gøre rent.

Et mere uinspireret manuskript ville tvinge ham til undervejs at smide tøjlerne og lære at slappe af. Men i stedet accepterer Gerhardt, hvad der gør ham glad, nemlig effektivt rensemiddel og en veltrimmet have.

De yngre hovedpersoner, Nico Marischka og Anna Lucia Gualano, er medrivende – også med den danske dubbing – som henholdsvis Flo og adoptivkusinen Kleo.

Deres spirende venskab binder historien sammen, men deres nye familieforhold taget i betragtning er det ildevarslende, når filmen til slut lægger op til et romantisk forhold mellem dem.

Havde filmen holdt sig til bjæffende skæg og ballade i lækre ferieomgivelser, var det lykkedes fint, men det går galt, når Lassie på nye eventyr træder ind på alvorens arena.

Adoptivbørnene, der ikke tør binde sig til moren, Flos adskillelsesangst og de søde hunde, der mishandles og sælges væk.

Der er intet i vejen med at behandle hårde temaer i en børnefilm, men de samme karakterer, der får actionplottet til at galoppere, får også det følelsesmæssige drama til at gå i stå.

En del af problemet er Lassie som hovedkarakter. Selv om hundeskuespilleren er umanerligt veltrænet og dygtig til at hoppe og springe, har hun ikke de store evner inden for dramatisk skuespil.

En langhåret collie er med sine små øjne simpelthen bare ikke en særlig udtryksfuld hund, og Lassie kommer til at virke endimensionel. Særligt i en scene, hvor den skuespilmæssigt fejes af banen af en teatralsk pitbull.

Gode actionskuespillere har ofte problemer i det seriøse drama, og med et ikon af Lassies kaliber, må det være op til instruktøren at tilpasse filmen til stjernen.