The Last Black Man in San Francisco

Vennerne Mont og Jimmie er to afroamerikanske mænd med et særligt forhold til et stort, luksuriøst hus midt i et rigt, hvidt kvarter i storbyen San Francisco.

Jimmie fortæller stolt til gud og hvermand, at det er hans bedstefar, der har bygget huset.

De bor selv i et langt mere beskedent hus sammen med Monts bedstefar (Danny Glover). Men det er et fast ritual for dem at lave forskellige små renoveringer på store hus.

Ejerne var dog mildest talt ikke helt tilfredse med at have de to mænd rendende rundt på ejendommen hele tiden. Men et dødsfald gør, at huset pludselig står ledigt, og de to gutter beslutter at flytte ind, for hvem skal stoppe dem?

Instruktør og manuskriptforfatter Joe Talbots debutfilm The Last Black Man in San Francisco har været længe ventet på disse breddegrader, siden Ekkos udsendte på Sundance-festivalen begejstret berettede om den for to siden.

Og ventetiden har i den grad været det værd.

For det første har Talbot og medforfatter Rob Richert formået at kreere et sublimt univers, der føles naturligt, men samtidig emmer af en sanselighed, som man kun finder i mere ekspressionistiske værker.

Når Jimmie og Mont cruiser på skateboard i starten af filmen, fanges øjeblikkene i slowmotion, mens komponisten Emile Mosseris strygermusik bygger op til et crescendo.

Ind over de hvinende violiner høres en demonstrant, der harcelerer over den tiltagende gentrificering, som sender fattige sorte ud i forstæderne, så de rige kan hygge sig inde i midtbyen.

”Det er vores hjem! Vores hjem!” råber stemmen, mens de to mænd kigger drømmende op på huset.

For Jimmie er det symbolet på en vej fremad, men samtidig også et fast holdepunkt i en ellers rodløs tilværelse.

Hans mor og far gider ham ikke og har aldrig rigtig været der for ham, og hans arbejde som plejer for ældre mennesker er en trist omgang.

Inspirationen til historien kommer delvis fra situationer i skuespilleren Jimmie Fails’ eget liv. Han spiller filmens ene hovedrolle under eget navn og er sympatisk, når han perfekt formidler den længsel, som er så indgroet i personen, men sjældent kommer frem til overfladen.

Øjnene afslører ham dog, når han eksempelvis ser henført på huset.

Makkeren Mont er en anden type, men længslen har også et solidt greb i ham. Han vil skrive skuespil og skribler i sine notesbøger om de oplevelser, han har i løbet af en dag. Mont prøver at finde ind til det ”jeg”, der vil fungerer bedst for ham i hverdagen.

Det er til tider skamfuldt genkendeligt at se, hvordan han sidder for sig selv og øver sig på samtale, så han kan sige præcis det rigtige i det korrekte tonefald. Små nuancer kan gøre forskellen på hyggelig snak og voldsomt skænderi.

Jonathan Majors, der sidste år brillerede i Lovecraft Country og skal overtage superskurketronen fra den gale titan Thanos i Marvel-filmene, er ligesom sin medspiller en udsøgt fornøjelse.

Mont giver den kommende superstjerne mulighed for både at dvæle i rolige, intime stunder og give den fuld gas. Mont ynder i hverdagen at påtage sig forskellige, opsigtsvækkende roller, og Jonathan Majors har en fest med at give liv til de farverige figurer.

Titlen har en særlig betydning i universet, men den skal ikke afsløres her. Der er tunge emner som svigt, længsel, racisme og gentrificering på spil, men alligevel formår Joe Talbot at indgyde en underliggende tone af håb.

Med Adam Newport-Berras kameralinse fuld af blændende billeder fungerer The Last Black Man in San Francisco som et spabad for sjælen.