Last Flag Flying

Efter den suverænt stærke ét-to-kombination af Boyhood og Everybody Wants Some!! er Richard Linklaters nyeste film mere lavmælt og konventionel.

Den er baseret på en roman fra 2005 af Darryl Ponicsan, der har skrevet manuskriptet sammen med Linklater. 

Romanen er en fortsættelse af Ponicsans The Last Detail, der i 1973 blev filmatiseret af Hal Ashby med Jack Nicholson i hovedrollen. 

I 2003 opsøger ”Doc” Shepherd sine to kammerater fra Vietnamkrigen, Sal og Mueller. De tre mænd har ikke set hinanden i 30 år, men Doc beder alligevel om deres hjælp. Hans søn er netop blevet dræbt i Irak-krigen, og han kan ikke overskue at deltage i begravelsen alene. 

De tre mænd tager af sted mod Arlington-militærkirkegården, og undervejs tvinges de til at konfrontere et fælles traume fra Vietnam-krigen.

Det er en film om mænd i krig og om, hvordan krigen sidder i mændene for evigt. Og så er det uforbeholdent skuespillernes film.

Steve Carell spiller den døsigt sorgramte Doc med en hængemule, han mestrer som få. Bryan Cranston lægger sig i rollen som den kyniske og alkoholiserede Sal tæt op ad Jack Nicholsons ekspressive version. 

Endelig er Laurence Fishburne et studie i urokkelig pondus som Mueller, der er blevet præst, selv om han tydeligvis ikke altid var et af Guds bedste børn.

Last Flag Flying er en både humoristisk og sørgmodig roadmovie. Filmen er især interessant i sin blanding af en antiautoritær indietone og en effektivt sentimental patriotisme. 

Den blanding er der ikke mange instruktører, der kan slippe af sted med. Men Linklaters amerikanske humanisme kitter delene godt sammen.

Det er en solid og seværdig film – bare ikke et af instruktørens hovedværker. Hvilket sikkert er en af grundene til, at den aldrig fik dansk biografpremiere.