The Last Shelter

”Selv børn ved, hvad det betyder,” griner Esther og veninden Kadi. 

De unge kvinder prøver at lære en sudanesisk kvinde gloser som ”jeg elsker dig” på engelsk, imens de venter på videre transport fra Mali til Algeriet. 

Dagene bliver til uger. De kæmper mod kedsomheden i Migranternes Hus, et knudepunkt i Vestafrika, hvor mennesker på flugt venter på sikker transport gennem Sahara-ørkenen. 

For at slå tiden lidt ihjel tager godmodige Esther og Kadi billeder, sætter hinandens hår og hører røverhistorier fra de andre migranter. 

Paradoksalt nok er det deres kedsomhed, der gør The Last Shelter til en fængslende, sanselig oplevelse. 

Der er i huset en prekær stemning, men også en fascinerende ro, som tillader kameraet at indfange smeltediglen af afrikansk kultur. 

Her er kvinder klædt i farverige, mønstrede tørklæder. Her er kvinder, som er iført vestligt tøj og stolt viser deres hårpragt. Og her er mænd, der blander deres forskellige musikalske traditioner for at skabe en ny rytme, der pryder lydsporet. 

Med The Last Shelter, der er blevet kåret som vinder af hovedprisen på Cph:Dox i år, giver instruktør Ousmane Samassekou indblik i migranters vilkår og kuturforskelle i Afrika. 

Det er, som om ørkenens hede får tiden til at gå i stå. Langsomt følger kameraet mennesker, der i lavt tempo bevæger sig igennem Migranternes Hus’ blå vægge, som fint komplimenterer det omkringliggende, orangefarvede sand. 

I fællesområderne sidder flygtninge i gamle plastik-havemøbler og ser fjernsyn, imens andre spiller bordspil i baggrunden. Den apatiske tilstand er så dominerende, at den overskygger den ængstelige position, mange af dem befinder sig i. 

Det er næppe nogen overraskelse, at det er slidsomt at være på flugt. Især når ruten går igennem Saharas glohede ørken. 

En nyankommen voksen mand er diffus. Han tror, han er tolv år gammel og erindrer ikke, hvad der er sket med hans ben. En anden mand, der bliver kronraget for at undgå lus, fortæller om natlige vrangforestillinger, hvor en hvid kvinde besøger ham og fortæller om deres fælles fremtid i Europa. 

”Vejen er lang og fuld af udfordringer,” advarer en ansat i huset de nyankomne. 

Det er ikke just fortrøstningsfulde ord. Tværtimod opfordrer han dem ivrigt til at vende om og fortæller, at mange af dem aldrig vil nå deres destination. Og selv hvis det lykkes, venter der racisme i Europa og Nordafrika. 

Lignende formaninger møder Esther og Kadi. De hører om korrupte menneskeskjulere, islamister, der af liderlighed ligger på lur efter unge kvinder på flugt i ørkenen, og kvinder, der enten blev afvist ved landegrænserne, fordi de ikke havde midler til at bestikke vagterne, eller måtte ty til prostitution. 

Med bævrende stemme fortæller Esther, at hun bare gerne vil være fri. Derfor ønsker hun at fortsætte mod Algeriet. Men veninden Kadi er ikke længere sikker. 

Brudstykker af fortællinger om fattigdom, vold og diskrimination i hjemstavnen overlappes af et kor af stemmer, der beretter om Saharas rædsler. Om at fare vild i ni dage uden vand og om den glohede vind, der pisker i ryggen som helvedes flammer. 

Vi følger ikke Esther og Kadis videre færd, men optagelser fra Sahara viser det faretruende område, de skal igennem, så man ikke er i tvivl om, hvad der venter dem. 

Solen fortsætter med at rejse over den smukke, men golde ørkens røde sand. Men de hårrejsende, spøgelseslignende stemmer indhyller dagen i et mørke, som lyset ikke kan trænge igennem. 

Det eneste tegn på liv er en smule tøj, der fanget i hegnet blafrer i vinden. Et minde om omkomne, som ligger i grave foran Migranternes Hus.