Last Stop Larrimah

Egentlig lyder det som opskriften på en fantastisk true crime-dokumentar. 

Det lille samfund i byen Larrimah i Northern Territory i det centrale Australien udgøres af bare elleve mennesker. Bosættelsen ligger helt ekstremt langt ude i bushen, så totalt isoleret, at en af indbyggerne i Larrimah afsætter ni timer i alt, når hun skal til frisøren.

Tre timer hver vej til den større by Katherine og ellers tre timer til at få sat håret og ”rende lidt rundt” i byen, når man nu endelig er der.

Af samme grund er Larrimah helt afhængig af sin pub, som både er vandingshul, posthus, hotel – og krokodilleshow, om end et lidt fesent ét af slagsen med kun én gammel, fed krokodille.

Indbyggerne er afhængige af hinanden. Eftersom adskillige er gamle og syge – flere har galopperende kræft – hjælper de hinanden hver dag. Men man er ikke så intime, uden at maskerne falder. Når alle kender alle, har alle også noget på alle. Og så kommer konflikterne.

De blev mest tydelige i december 2017, da ”nytilflytteren” Paddy Moriarty, der oprindelig kom fra Irland som helt ung, en dag forsvinder. Døren til hans hus er ulåst. Hundehalsbåndet ligger endnu på kommoden i entreen. Både Paddy og hunden Kellie er pist væk.

Det er en flot start på en mordgåde, som udfolder sig som en bartskærers grove obduktion af et enestående miljø. Den australske bush giver smukke billeder, og instruktøren har en fest med at flyve og filme med droner.

Vi lærer hurtigt indbyggerne at kende. Den ene er mere excentrisk end den anden. Måske skal morderen findes blandt byens nu ti indbyggere?

Er det pubejeren Barry, som i raseri har slået skallen ind på Paddy, siden parteret ham og brugt ham som foder til kælekrokodillen omme bag pubben? 

Er det Fran, der har et tea house med berømte kødtærter og som en anden Mrs. Lovett i historien om barberen Sweeney Todd har bagt Paddy ind i de mundrette serveringer?

Eller hvad med gartneren? Naboen Owen ordner Frans have og har en fortid som en lyssky, omrejsende personage, der blandt andet levede af boksekampe udkæmpet med de bare næver i såkaldte boxing tents – en omrejsende forlystelse, hvor lokale kunne udfordre et team af ”boksere” og betale for at få et par på skrinet.

Er der på Agatha Christie-vis andre mistænkte ud af de ti? Ork ja. Billy, som er Frans eksmand, hader hende af et godt hjerte og har købt et hus lige over for hendes, ”just to piss her off”. 

Til dette Crocodile Dundee-agtige persongalleri eller freakshow – tænk på Tiger King– skal man lægge det nærmest farceagtige i efterforskningen og pressedækningen.

Filmen lever i høj grad af halvsyrede nyhedsklip, der virker som decideret lokal-tv. Og interviews med nogle af de efterforskere, som efter mange dage endelig satte massivt ind. Der var mange flere politifolk end indbyggere, da Larrimah omsider blev belejret af betjente ogfrivillige i firehjulstrækkere og på motocrossere.

Filmens svaghed er fortællingen.

Fremstillingen er meget gentagende, og materialet ville, både i omfang og billedkvalitet, egne sig bedre til en tv-film på en times tid. Man ender med at kede sig bravt, imens man ser den ene grynede optagelse efter det andet med Paddy og hans hund fra dengang, hvor han levede og kørte rundt på sin ATV.

Man mistænker instruktøren for at være på det, som Australiens urbefolkning kalder for en walkabout. En vandring på må og få.