Lawless

Lawless begynder bogstavelig talt i en svinesti og forlader den gudskelov aldrig igen, for her excellerer filmen.

Den australske instruktør John Hillcoat viser ligesom i sine to forrige, fremragende film – den australske western The Proposition og den postapokalyptiske Cormac McCarthy-filmatisering The Road – at han har sans for det rå, beskidte og blodige.

I Lawless befinder vi os på bøhlandet under 1930’ernes forbudstid i USA – en periode, der sjældent er blevet skildret så sanseligt og realistisk som her, med voldsscener, der på én gang lever op til gangstergenrens forskrifter og er så overrumplende og udpenslede, at de går lige i kroppen.

Historien er baseret på en autentisk, men delvist fiktionaliseret historie om de tre Bondurant-brødre, der som mange andre i det ludfattige Franklin County i Virginia tjener penge på hjemmebrændt sprut. De får hjælp af det lokale, gennemkorrupte politi, og alt går sådan set strygende, indtil statsadvokaten beslutter, at han vil have en stor bid af kagen, og sender den sleske og hensynsløse specialagent Charlie Rakes (Guy Pearce) fra Chicago for at sætte skik på bondeknoldene.

I lokalsamfundet lyder legenden, at Bondurant-brødrene er udødelige. Den ældste, Howard (Jason Clarke), overlevede Første verdenskrig som den eneste i sin deling. Og den midterste, lederen Forrest (Tom Hardy), klarede sig igennem den spanske syge, der gjorde kål på brødrenes forældre og det meste af landsbyen. Med andre ord: The Bondurants lader sig selvfølgelig ikke tryne af et par parfumerede storbysnobber, og snart flyder blodet i spandevis.

Filmens fokus er den yngste bror Jack (Shia LeBeouf), der er mindre hærdet og korporlig end sine hårdkogte, muskuløse brødre. Den ellers lidt ferske LeBeouf har her en af sine hidtil bedste roller og spiller med fine nuancer undermåleren, der forsøger at imponere sine brødre ved at være fræk som en slagterhund.

Der er i det hele taget eksplosive præstationer i ensemblet, hvor især Guy Pearce og Tom Hardy skiller sig ud. Pearce er herlig som slibrig, morderisk stodder med slikket midterskilning og et vanvittigt grin. Og trods en repliksamling, der for det meste består af grynt og mumlen, viser Tom Hardy igen, at han er en af tidens dygtigste fysiske skuespillere.

Mindre skarptskårent står kvindefigurerne i denne gennemførte mandeverden. Mia Wasikowska spiller præstedatteren, som Jack kurtiserer, mens Jessica Chastain som den frodige tilflytter primært sender længselsfulde hundeøjne efter Hardys overkrop.

Ligesom i The Proposition er det rockmusikeren Nick Cave, der har ført pennen (og stået bag musikken), og man genkender hans dystre, undergangsagtige signatur. Det er dog samtidig i hans manuskript, at filmen halter mest.

Chastain ryger ud og ind af fortællingen, og det samme gør den evigt solide Gary Oldman, hvis celebrity-gangster Mad Dog Floyd Banner dukker tidligt op i historien for så pludselig at fordufte igen. Måske er den løse pen Caves forsøg på at skabe en filmisk pendant til hans velkendte murder ballads, men med Shia LaBeoufs gumpetunge fortællerstemme og en påklistret, ligegyldig epilog forvandler episk gangstermytologi sig lidt for ofte til fortærsket gangsterkliché.

Heldigvis har Lawless, ligesom Caves musik, samtidig så meget overraskende galgenhumor og underspillet lune, at man bærer over med et manus, der er gennemhullet som en oldschool Ford V-8 efter mødet med en tommy-gun.